SAS Airbus A330-300 i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

​Sydbank: Ekstra 240 mio. til SAS

Sydbank forventer en indtægtsfremgang på 240 mio. kroner, når SAS torsdag kommer med kvartalsregnskab. Banken forudser flere opmuntrende indslag.

Der venter sandsynligvis SAS-aktionærerne gode nyheder, når det skandinaviske flyselskab torsdag offentliggør sit regnskab for første kvartal i regnskabsåret 2014/15. Det er i hvert fald spådommen fra Sydbank, der forudser flere ”opmuntrende indslag” i regnskabet.

”De offentliggjorte trafiktal for de seneste tre måneder har vist en meget opmuntrende tendens. Trafikvæksten på 3,2 procent i 1. kvartal 2014/15 er opnået på trods af en indskrænkning af kapaciteten på 0,6 procent i kvartalet, og dermed vil kvartalstallene også vise en belægningsfremgang på 2,6 procentpoint,” siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

”Kvartalets mest opmuntrende indslag er dog yieldudviklingen, der har vist et stærkt comeback fra et meget svagt niveau sidste år. Vi ser således frem til en yieldfremgang på hele seks procent i 1. kvartal – og det alene svarer til en indtægtsfremgang på 240 mio. danske kroner i kvartalet,” forklarer Jacob Pedersen.

Stik imod al logik
Alt er dog ikke lutter lagkage. Sydbank forventer således, at SAS vil rapportere om en voksende brændstofregning.

”Stik imod al logik ser det ud til, at brændstofomkostningerne stiger i kvartalet. Årsagen er SAS’ høje brændstofafdækning i kvartalet og den kraftige stigning i dollarkursen sammenholdt med omkostninger til brændstofafdækningskontrakter. Vi forventer en stigning i brændstofomkostningerne på cirka 60 mio. kroner i kvartalet,” påpeger Jacob Pedersen.

Set over hele regnskabsåret 2014/2015 forventer Sydbank dog, at SAS brændstofregning bliver cirka 600 mio. kroner mindre end i regnskabsåret 2013/14. Banken ser heller ikke ændringer af SAS’ prognose om at der er lagt op til overskud før skat i 2014/15. Weekendens strejke, som Sydbank forventer at have kostet SAS mindst 60 mio. kroner, bør ifølge banken ikke ændre på prognosen.

Et Airbus A330-fly fra SAS i Københavns Lufthavn. Foto: Morten Lund Madsen.