Et Norwegian Boeing 737-800 fly foran Aalborg Lufthavns terminalbygning. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

122 kroner for indenrigsbillet til Aalborg

En rabatkode, der var beregnet til kampagnebilletter fra Karup til Spanien, er af snedige kunder blevet benyttet til at opnå en utilsigtet rabat på Norwegians danske indenrigsruter.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian kunne i slutningen af september måned annoncere et tilbud, hvor det var muligt at bestille billige flybilletter til Spanien fra Karup via Københavns Lufthavn.

Norwegian oplyste gennem annoncebannere, at kunderne blot skulle indtaste rabatkoden “transferdk“ for at kunne købe de særlige gennemgående billetter til Spanien med rabat.

Snedige kunder har sidenhen fundet ud af, at det er muligt at bestille rene indenrigsrejser med denne rabatkode. Dermed kan man flyve fra København til Aalborg for blot 122 kroner, hvoraf skatter og afgifter alene udgør 111 kroner. Dermed er der blot 10 kroner tilbage til Norwegian på en enkeltbillet på danske indenrigs.

Rabatkoden har været gældende på næsten samtlige afgange frem til den 28. marts næste år.

“Om dette er en ‘brøler’ kan man jo kun spå om, men faktum er, at undertegnede selv lige er fløjet på efterårsferie for 122 kroner, hvoraf hele 110 kroner går til staten som lufthavnsgebyr,“ skriver en læser til redaktionen på CHECK-IN.dk.

Røde ører
Vi forelagde eksemplet for Lasse Sandaker-Nielsen, der er informationschef hos Norwegian.

Her var der ikke en rød næse som på Norwegians fly men i stedet røde ører.

“Dette tilbud er målrettet til indenrigspassagerer, som ønsker at flyve videre til udlandet med Norwegian. Vi har haft en teknisk fejl, som har muliggjort at man kunne benytte tilbuddet på rene indenrigsrejser, men det vil blive stoppet i løbet af aftenen (onsdag, red.),“ siger informationschefen til CHECK-IN.dk.

Norwegian ønsker ikke at oplyse, hvor mange rejsende, men hæver selv, at det er ganske få. I stedet har Norwegian som det fremgår valgt øjeblikkeligt at lukke for fejlen i systemet, efter at CHECK-IN.dk gjorde opmærksom på forholdet.