Pilot fra Delta Air Lines. (Foto: Delta Air Lines | PR)

15.000 piloter klar til at gå i strejke

En afstemning blandt Delta Air Lines-piloterne i ALPA endte med, at 99 procent af de afgivne stemmer var for en strejke. De ansatte og flyselskabet forhandler i øjeblikket om overenskomst.

I disse dage foregår der drøftelser mellem ledelsen af Delta Air Lines og repræsentanter for 15.000 af selskabets piloter, der er organiseret i fagforeningen The Air Line Pilots Association (ALPA). Omdrejningspunktet er vilkårene i en ny overenskomstaftale.

Den nuværende aftale blev indgået i 2016, og justeret en smule tre år senere, da piloterne fik en lønforhøjelse i januar 2019. De første forhandlinger om en ny overenskomst blev påbegyndt i april samme år, men det viste sig at være svært at nå til enighed.

I februar 2020 gik parterne derfor i mægling, hvor de skulle have hjælp af udefrakommende til at nå frem til ny aftale, men måneden efter betød udbruddet af COVID-19-pandemien, at der blev trykket pause på drøftelserne. Den varede i næsten to år, indtil parterne igen mødtes ved forhandlingsbordet i januar i år.

Sender tydeligt signal
Fagforeningen mener dog tilsyneladende ikke, at flyselskabet indtil videre er kommet med et tilstrækkeligt attraktivt udspil, og derfor er ALPA-piloterne begyndt at lave de indledende øvelser til en eventuel strejke.

Det er sket ved, at der er blevet foretaget en urafstemning blandt medlemmerne af fagforeningen. ALPA oplyser, at 96 procent af de stemmeberettigede medlemmer deltog, og resultatet blev, at 99 procent af disse stemte for og tilkendegav, at de er klar til at gå i konflikt.

I en skrivelse kritiserer kaptajn Jason Ambrosi, der er formand for Delta-piloterne i ALPA, at forhandlingerne – i hans optik – trækker ud, selvom flyselskabet har opnået gode økonomiske resultater og har midler til eksempelvis at foretage strategiske investeringer.

”Med afstemningen har vi sendt et meget tydeligt signal til ledelsen hos Delta, og det er, at vi er klar til at strejke, hvis det bliver nødvendigt. Vi både kræver og har gjort os fortjent til en aftale, der står mål med vores kompetencer, som vi år efter år benytter til at levere en sikker og professionel service, der er den bedste i branchen. Hvis de tilbyder os en overenskomst, der ikke tager højde for det, så er vi klar til at strejke.”

Endnu et stykke vej inden eventuel konflikt
En talsperson fra Delta fortæller ifølge Reuters, at flyselskabet mener, der er blevet gjort ”betragtelige fremskridt” i forhandlingerne, og der blot er et par udfordringer tilbage, som parterne skal have fundet en løsning på.

”ALPAs mål med afstemningen var ganske enkelt at kunne benytte den som en løftestang i vores kontraktforhandlinger med piloterne. Vi har tiltro til, at parterne vil nå frem til en aftale, der er både fair og retfærdig, som vi altid tidligere har gjort, når vi har forhandlet.”

Til trods for resultatet af afstemningen kan piloterne ikke nedlægge arbejdet straks. Den amerikanske lovgivning på området tilsiger nemlig, det vil kræve, at The National Mediation Board (De nationale mæglingsmyndigheder, red.) giver dem tilladelse.

Inden det eventuelt kan ske, skal myndighederne træffe en afgørelse om, hvorvidt man mener, at yderligere mægling ville være frugtesløs samt give begge parter en mulighed for at påbegynde endnu et mæglingsforløb. Hvis begge sider takker nej til tilbuddet, indledes en såkaldt afkølingsperiode på en måned. Først herefter kan piloterne gå i strejke, og ledelsen kan foretage en lockout.


Relaterede artikler:

Delta åbner otte europæiske ruter i 2023

Delta Air Lines forlænger New York-rute fra CPH

Delta Air Lines investerer i tre flyselskaber