Flyhaler fra Delta Air Lines og Virgin Atlantic. (Foto: Delta News Hub)

Delta Air Lines investerer i tre flyselskaber

Delta Air Lines har netop tilført kapital til tre flyselskaber i Latinamerika og Storbritannien. Det amerikanske flyselskab skyder blandt andet penge i et af de andre medlemmer af SkyTeam-alliancen.

Delta Air Lines har netop offentliggjort, at flyselskabet har investeret yderligere i Virgin Atlantic, Aeroméxico og LATAM Airlines. Det amerikanske flyselskab har i forvejen ejerandele i de tre selskaber.

Delta forventer, at flyselskabet kommer til at eje 20 procent af Aeroméxico. Derudover vil Delta ende med at eje 10 procent af det latinamerikanske flyselskab LATAM. Delta ejer i forvejen 49 procent af Virgin Atlantic, og sådan bliver det ved med at være.

I tillæg til de netop offentliggjorte investeringer, så ejer Delta Air Lines også andele i Air France-KLM, Korean Air samt China Eastern Airlines. Flyselskabet understreger dog, at der ikke er sket ændringer med disse investeringer i denne omgang.

Har allerede sat penge i selskaberne
Delta Air Lines investerede første gang i SkyTeam-kollegaen Aeroméxico i 2012. Den investering forhøjede Delta i 2017, hvor de to flyselskaber startede et tættere samarbejde om rutedrift. Flyselskaberne samarbejder i dag om flyvninger på 40 ruter.

Det er heller ikke første gang, at Delta skyder penge i LATAM Airlines, der har hovedsæde i Santiago i Chile. Delta købte sig ind i det latinamerikanske selskab i december 2019. I 2020 trak LATAM sig ud af oneworld-alliancen, da flyselskabet ville satse på et tættere samarbejde med Delta.

Flyselskaberne fik i oktober i år rettens ord for, at et såkaldt joint venture mellem de to selskaber ikke ville være konkurrenceforvridende. Siden domstolen gav grønt lys, har selskaberne arbejdet på at bygge et codeshare-netværk med ruter mellem Nord- og Sydamerika.

Virgin Atlantic tilføres milliardbeløb
Delta har haft en ejerandel i flyselskabet Virgin Atlantic siden 2013, og nu har det amerikanske flyselskab skudt yderligere 196 millioner pund (1,7 milliarder kroner) i selskabet.

Det ændrer dog ikke på ejerandelen på 49 procent, da Virgin Group og Sir Richard Branson, der ejer 51 procent, også har været til lommerne i forbindelse med kapitaludvidelsen.

Virgin Group har i denne omgang skudt 204 millioner pund i selskabet i forhold til ejerandelen. Det er ikke første gang under coronapandemien, at der er tilført ny kapital til Virgin Atlantic. Tidligere har Sir Richard Branson kommet med 200 millioner pund.

 

Relaterede artikler:

Delta tilbage til CPH med New York-rute

Flyselskaber har tabt voldsomt i værdi

Vil ansætte 1.000 piloter inden næste sommer