Danish Travel Awards vender tilbage i år, når den 25. udgave af prisuddelingen afholdes i Cirkusbygningen i København den 5. oktober. Der er i år 20 kategorier i afstemningen – heraf to helt nye.
Coronapandemien har betydet, at Travelmedia Nordic måtte springe 2020 og 2021 over i den ellers udbrudte række af prisuddelinger ved Danish Travel Awards siden 1996.
Men i år vender den prestigefyldte prisuddeling tilbage, når Cirkusbygningen onsdag den 5. oktober danner rammen om den 25. udgave af Danish Travel Awards.
Der vil i dette års udgave af Danish Travel Awards blive uddelt priser i 20 forskellige kategorier, og vinderne vil, som det har været tilfældet gennem de senere år, blive fundet på baggrund af en brugerundersøgelse, der gennemføres af analysevirksomheden Epinion. Her vil 2.500 danskere fra Epinions panel, der er repræsentativt sammensat i forhold til Danmarks demografi, vurdere kandidaterne.
Epinion vil bede respondenterne om at vurdere de aktører, som man har benyttet i løbet af de seneste 24 måneder, ved at angive sandsynligheden for, at man vil anbefale den pågældende virksomhed, produkt eller tjeneste til en ven eller kollega. Det kaldes også en Net Promotor-score.
To nye kategorier
Da coronapandemien har sat en række begrænsninger på den udenlandske rejseaktivitet siden marts 2020, har det været nødvendigt at sætte en af kategorierne i årets prisuddeling på pause. I 2022 vil der ikke blive kåret bedste oversøiske rejseland, men i stedet er der oprettet en ny kategori, der hedder “bedste destination i Danmark”. Danskerne har nemlig rejst i deres eget land som aldrig nogensinde før.
Herudover har der blandt Danmarks Rejsebureau Forening og Rejsearrangører i Danmark (RID), der begge er i præsidiet bag prisuddelingen, været et ønske om at indføre en priskategori for skirejsearrangører, der hermed får debut ved dette års prisuddeling.
“Det er fantastisk, at Danish Travel Awards er tilbage, så vi endnu engang kan hædre de brancheaktører, der hver dag gør en indsats for at sikre danskerne gode rejseoplevelser i ind- og udland. At der samtidig er nye priskategorier, synes vi er rigtig spændende,” siger Ole Kirchert Christensen, administrerende direktør for Travelmedia Nordic, der står bag arrangementet.
Kandidatlisterne, der baserer sig på objektive kriterier, bliver offentliggjort i midten af august, hvor der samtidig åbnes for tilmeldingen til arrangementet. Tidligere har det været et arrangement, hvor gæsterne er kommet “by invitation only”, men da Danish Travel Awards har 25 års jubilæum, vil alle interesserede i branchen kunne købe billet til arrangementet.
Priser i 20 kategorier
Danish Travel Awards 2022 omfatter i alt 20 kategorier: (se vinderne fra 2019)
- Bedste charterflyselskab
- Bedste europæiske ruteflyselskab
- Bedste interkontinentale ruteflyselskab
- Bedste indenrigsflyselskab
- Bedste danske lufthavn
- Bedste charterarrangør
- Bedste rejsearrangør (rundrejser)
- Bedste ferierejsebureau
- Bedste skirejsebureau
- Bedste erhvervsrejsebureau
- Bedste passagerrederi
- Bedste krydstogtrederi
- Bedste biludlejningsselskab
- Bedste destination i Danmark
- Bedste rejseland i Europa
- Bedste hotel i København
- Bedste hotel på Sjælland, Fyn og Øerne
- Bedste hotel i Jylland
- Bedste luksushotel i Danmark
- Bedste hotelkæde
Relaterede artikler: