Det norske lavprisflyselskab Norwegian fortsætter sin satsning i Danmark. Fire nye ruter fra 17. august.

Med tilføjelsen af nye ruter til Dublin, Rom, Wien og Warszawa fra Københavns Lufthavn udvider Norwegian sit rutenet fra Danmark til omkring 25 destinationer.

De nye ruter åbner allerede den 17. august og vil blive opereret tre gange ugentligt med undtagelse af Warszawa, der får seks ugentlige afgange.

Udover at imødekomme efterspørgslen efter flybilletter til storbyferier har Norwegian også valgt at gå ind på ruter, der er underservicerede fra Københavns Lufthavn.

Således lukkede SAS den 5. januar sin rute til Wien, hvor Austrian i dag opererer alene på ruten. Sidste efterår lukkede irske Aer Lingus mellem København og Dublin, ligesom italienske Air One i januar lukkede mellem København og Rom. Ruten mellem København og Rom er dog særdeles konkurrencepræget, idet Norwegians primære konkurrenter Cimber Sterling og transavia.com også fylder godt på ruten.

Norwegian

Ruten mellem København og Warszawa opereres i dag af både SAS og polske LOT. Sidstnævnte selskab har været offer for nylige rygtedannelser om økonomiske problemer i selskabet. Norwegian har i forvejen en operation i Polen med baser i Krakow og Warszawa.

“Københavns Lufthavn er hurtigt blev en vigtig base for Norwegian, og vi er blevet rigtig godt modtaget af danske og også svenske rejsende, som rejser fra København, Trods finanskrisen har vi oplevet en stor efterspørgsel og et stigende passagertal. De rejsende er blevet mere prisbevidste, og flere vælger Norwegian og vores lave priser,“ siger Daniel Skjeldam, der er kommerciel direktør i Norwegian.