En snestorm ramte Istanbul Airport. (Foto: Istanbul Airport / Twitter.com)

29 timer uden flyvninger fra Europas største lufthavn

En snestorm har de seneste dage skabt kaos i Istanbul Airport, hvor flere end 1.500 aflyste flyoperationer samt mangel på hotelværelser og mad fik strandede rejsende til at protestere.

Det har været alt andet end hverdag i Istanbul Airport, siden lufthavnen søndag blev fanget i en snestorm. Sneen væltede ned og satte en stopper for flytrafikken til og fra Europas største lufthavn, der sidste år betjente 37,1 millioner passagerer.

Mandag offentliggjorde en talsperson, at lufthavnen ville være lukket indtil i hvert fald tirsdag morgen. Denne deadline endte med at blive skubbet flere gange. Ifølge det tyrkiske medie Hürriyet var banerne i lufthavnen dækket af op mod en meter sne, da det var værst.

Det endte med, at flere end 1.500 fly blev aflyst som følge af snestormen. Det fortæller Flightradar24 på Twitter. Det var først efter 29 timer, at der kom et fly af sted. Det var Turkish Airlines’ flight TK001 fra Istanbul til New York.

Passagererne protesterer
I den mellemliggende periode opstod der kaos i lufthavnsterminalerne, hvor strandede rejsende blandt andet sov på gulvet og baggagebånd, da mange enten ikke blev tilbudt et hotel eller ikke kunne komme dertil på grund af vejret.

Det rapporteres ligeledes, at lufthavnens restauranter løb tør for mad. De forhold skabte vrede blandt passagererne. En video fra lufthavnen viser, hvordan passagererne viser deres utilfredshed ved at protestere højlydt. De strandede rejsende råber gentagende gange ”we need hotel”.

Det endte med, at de politibetjente, som var til stede i lufthavnen, måtte træde til og hjælpe med at få ro på gemytterne. Istanbul Airport fortæller, at lufthavnen har uddelt 27.500 madbokse, 3.600 tæpper samt stillet gratis trådløst internet til rådighed for de strandede.

Taget kollapsede
Snestormen var også skyld i, at et tag på en af Turkish Airlines’ fragtterminaler kollapsede. Ingen kom til skade ved ulykken. Den eneste, der var til stede i bygningen, var en sikkerhedsvagt, der dog slap uskadt fra hændelsen.

Den tyrkiske avis Sabah skriver, at der under snestormen var en smule gang i flytrafikken fra Istanbuls anden lufthavn, Sabiha Gökçen International Airport. Her blev der dog også opereret med nedsat kapacitet under snestormen.

Det var ikke kun Tyrkiet, der blev ramt. Snestormen påvirkede også andre lande regionen. I Athens internationale lufthavn måtte det græske Star Alliance-selskab, Aegean Airlines, aflyse næsten samtlige flyvninger i to døgn.

 

Relaterede artikler:

“Sommeren 2022 bliver bedre end i 2019”

Europas største lufthavn åbner for flyspottere

Snekaos kostede 30 aflysninger i Aalborg Lufthavn