Boeing 737 MAX flyprogram. (Foto: Boeing Commercial Airplanes)

737 MAX først på vingerne om to måneder

De amerikanske luftfartsmyndigheder regner først med at kunne ophæve flyveforbuddet mod Boeing 737 MAX om seks til otte uger. Amerikanske selskaber holder MAX på jorden til august.

I slutningen af maj eller begyndelsen af juni regner de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, med at kunne udstede et nyt ’airworthiness directive’ til Boeing 737 MAX. Til den tid bør Boeings nye software være godkendt og den supplerende pilottræning implementeret. Dermed kan de groundede fly blive gencertificeret og komme tilbage på vingerne igen.

Den besked modtog sikkerhedsrepræsentanter og folk fra pilotforeningerne fra de tre amerikanske flyselskaber, der har Boeing 737 MAX i deres flåder, på et tre timer langt møde med FAA i fredags. Det drejer sig om American Airlines, Southwest Airlines og United Airlines, der tilsammen opererer 72 Boeing 737 MAX – svarende til knap hver femte 737 MAX, der indtil nu er leveret.

Lang tidshorisont
Den lange tidshorisont på seks til otte uger fik straks American Airlines til at forlænge groundingen af selskabets 24 Boeing 737 MAX frem til 19. august.

”Vi er sikre på, at MAX vil blive gencertificeret igen inden denne dato. Men ved at forlænge vores aflysninger sommeren igennem, kan vi planlægge højsæsonen mere pålideligt og give vores kunder og medarbejdere tillid til deres rejseplaner. Når MAX er gencertificeret, forventer vi at bringe MAX-flyene tilbage som backup for at sikre vores drift henover sommeren,” skriver American Airlines i en pressemeddelelse, der har selskabets formand og koncernchef, Doug Parker, og præsident, Robert Isom, som afsendere.

Den fortsatte grounding af American Airlines’ 24 Boeing 737 MAX betyder, at selskabet hver eneste dag frem til midten af august kommer til at aflyse cirka 115 daglige afgange. Det svarer til halvanden procent af flyselskabets daglige operationer i den travle sommerperiode.

Undgå for mange ændringer
American Airlines er med indtil videre 24 fly det flyselskab, der – sammen med Air Canada – har næst flest Boeing 737 MAX i sin flåde.

Southwest Airlines, der er det flyselskab i verden, der har flest 737 MAX i sin flåde, har også taget konsekvensen af, at det har lange udsigter, inden Boeing 737 MAX bliver gencertificeret.

Allerede før mødet med FAA forlængede Southwest Airlines groundingen af selskabets 34 Boeing 737 MAX frem til 5. august for at undgå for mange ændringer i sidste øjeblik.

”Mens timingen for, hvornår MAX-flyene vender tilbage til service er uklar, er vores forpligtelse til at operere en pålidelig tidsplan til gengæld meget klar,” siger Southwest Airlines’ præsident, Tom Neaton, i en pressemeddelelse.

United Airlines, der er det tredje og sidste amerikanske flyselskab, der har 737 MAX i sin flåde, har endnu ikke reageret offentligt på fredagens møde med FAA. United har 14 MAX-fly i sin flåde.

 

Relaterede links:

Salget af Boeing 737 MAX gået i stå

Boeing nedsætter MAX-produktion med 20 procent

Boeings MAX-software først klar om seks uger