Fly fra Norwegian og Widerøe. (Montage: Norwegian)

Norwegian-koncernen stærkt ind i sommeren

I årets første kvartal har Norwegian-koncernen med en resultatforbedring skabt et godt grundlag for den kommende sommer, der yderligere skal støttes af Program X-initiativerne.

I det traditionelt svage første kvartal lykkedes det Norwegian-koncernen at lande et resultat, der var bedre end sidste år med et samlet underskud på 756,5 millioner norske kroner før skat, hvilket svarer til 482,2 millioner danske kroner.

Året før, der blandt andet indeholdt den stærke påskemåned, var underskuddet før skat på 903,4 millioner norske kroner (575,8 millioner danske kroner).

Resultatet er blevet skabt på baggrund af en omsætningsvækst på 7,1 procent til 6.582 millioner norske kroner (4.195 millioner danske kroner) i det netop afsluttede første kvartal. 

Det er dog ikke alene omsætningsøgningen, der har skabt resultatfremgangen, men i ligeså høj grad de effektiviseringstiltag via spareplanen Program X, der er blevet gennemført i kvartalet. Det forklarer koncernchef Geir Karlsen.

”Vi fortsætter den positive udvikling i årets første kvartal, og det er godt at se, at vores tiltag allerede giver resultater på omkostningssiden. Købet af ti tidligere leasede fly påvirker vores resultater i dette kvartal positivt og vil fortsat give besparelser og mere fleksibilitet i flåden fremadrettet. Widerøe har vist en god udvikling gennem kvartalet og satte nye rekorder for antal daglige passagerer to gange i april.”

Faldende enhedsindtægter- og omkostninger
Selvom Widerøe flyver omkring 18 procent af passagererne, så er det ikke koncernselskabet med de grønne fly, der er årsag til det trecifrede millionunderskud.

Isoleret set leverede Widerøe et resultat før skat på minus 19,9 millioner norske kroner (12,7 millioner danske kroner), mens Norwegian stod for et underskud før skat på 736,6 millioner norske kroner (469,5 millioner danske kroner).

Udviklingen i enhedsindtægterne udviklede sig da også forskelligt for de to selskaber. Widerøe havde en fremgang i enhedsindtægterne fra 2,84 til 3,33 norske kroner per passagersædekilometer, men der tilsvarende var et fald fra 0,73 til 0,65 norske kroner hos Norwegian.

Til gengæld lykkedes det Norwegian at sænke enhedsomkostningerne fra 0,85 til 0,78 norske kroner, hvilket bidrog til at sikre det forbedrede resultat.

Program X vil styrke resultatet
Norwegian-koncernen er allerede halvvejs inde i årets andet kvartal, hvor sommertrafikprogrammet er igangsat, og her flyves der på 350 ruter til 129 destinationer i og omkring Europa.

“Sommerprogrammet er godt i gang. Vi har skruet op for kapaciteten og ansat alle de kollegaer, der er brug for til den travle højsæson. Vi er med andre ord klar til en fantastisk sommer, og vi kan allerede se, at vores kunder også er klar til at rejse. Bookingtrenden ser god ud på tværs af både Norwegian og Widerøe, og salget i juni ligger langt foran sidste år,” lyder det fra koncernchefen.

Dermed er der lyse udsigter for sommeren, da efterspørgslen ser ud til stadig at være robust. Sammen med de nævnte effektiviseringstiltag vil det kunne skabe grundlaget for et godt resultat, hvilket der også adresseres i kvartalsrapporten.

“Implementering af omfattende omkostnings- og indtægtsinitiativer under Program X vil, udover realisering af synergier mellem Norwegian og Widerøe, støtte koncernens økonomiske præstation i 2025,” hedder det således.

 

Relaterede artikler:

Norwegian-overskud trods masser af modvind

2025 bliver et konsolideringsår for Norwegian

Faldende overskud hos Norwegian