Sidste år modtog SAS et påbud fra det norske luftfartstilsyn om at rette op på arbejdsmiljøet. SAS er endnu ikke nået i mål på alle punkter, og derfor vanker der nu dagbøder.
Det norske luftfartstilsyn mener, at SAS bryder den norske arbejdsmiljølov, og derfor har man nu pålagt flyselskabet at betale dagbøder og rette op på lovbruddene. Det skriver NRK.
Baggrunden for bøderne er et tilsyn i marts sidste år, hvor de norske myndigheder gav ni pålæg om at rette afvigelser, og SAS har altså ikke kunnet rette op på to af afvigelserne frem til fristen den 15. april i år, som myndighederne havde givet.
”Nu har vi sagt, at vores tålmodighed er sluppet op. Vi satte en frist, men de klarede ikke at give os dokumentationen, som vi bad om. Så vi har desværre måttet tage dette skridt,” fortæller Lars Kobberstad, som er direktør for Luftfartstilsynet i Norge, til NRK.
Ser på sagen med stor alvor
Kobberstad oplyser, at man har haft en dialog med SAS i mere end et år, uden at man har fået den nødvendige dokumentation for, at SAS nu overholder den norske lovgivning.
Han fortæller, at Luftfartstilsynet ser med alvor på sagen, fordi man har at gøre med et selskab med mere end 100 ansatte, som ikke formår at følge norsk arbejdsmiljølovgivning.
Sagen handler for myndighederne dels om, at SAS som arbejdsgiver har ansvaret for at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø, og dels om, at selskabets arbejdsmiljørepræsentanter skal have mulighed for at udføre deres arbejde på en hensigtsmæssig måde – noget man ikke mener har været tilfældet.
Håber på at rette op så hurtigt som muligt
Fra SAS’ pressechef Øystein Schmidt lyder det til NRK, at man ønsker at lukke punkterne fra det norske luftfartstilsyn så hurtigt, man kan.
Fra ham lyder det, at man tager til efterretning, at man ikke er kommet fuldt og helt i mål med Luftfartstilsynets bemærkninger i sagen.
Han uddyber, at man kommer til at gå i dialog med aktuelle parter om at lukke tilsynets punkter, og at dette skal ske hurtigst muligt.
Dagbøderne, som SAS nu modtager, lyder på 13.500 norske kroner per hverdag, svarende til 8.776 danske kroner. Bøderne falder, så længe SAS ikke er kommet med den krævede dokumentation og har gennemført tiltag for at rette op.
Myndighederne tæller seks hverdage i ugen, hvilket betyder, at der hver uge kræves 81.000 kroner – 350.000 kroner om måneden. Ud af de 13.500 kroner, som SAS skal betale per hverdag, er 6.000 norske kroner for det psykosociale arbejdsmiljø, mens 7.500 norske kroner vedrører brud på rammebetingelserne for arbejdsmiljørepræsentanter.
Relaterede artikler:
DAT slipper for flere dagbøder i Norge