Det irske flyleasingselskab Abelo har købt tre ATR 72-fly af Bramora, som ejes af den norske milliardær Per G. Braathen. Flyene er leaset til Braathens, der er underleverandør til SAS.
Tre af de ATR 72-fly, der flyver for det regionale svenske flyselskab Braathens Regional Airways (BRA), har fået ny ejer.
Således meddeler Abelo, at det har købt tre ATR 72-600-fly fra Bramora Ltd., der er nordmanden Per G. Braathens maltesiske investerings- og leasingselskab. Abelo er et irsk leasingselskab, der råder over turbopropfly i sin portefølje. Nu har selskabet så øget sin portefølje med yderligere tre ATR-fly, der er omkring 10 år gamle.
Flyene er leaset ud til Braathens Regional Airways, der også kontrolleres af føromtalte Per G. Braathen. Og dermed indleder Abelo også samarbejde med en ny operatør.
I begyndelsen af 2025 afsluttede Braathens Regional Airways en æra med indenrigsflyvning i Sverige, da selskabet i stedet ville satse på at flyve for andre selskaber. Således flyver flyene fra Braathens Regional Airways i dag wetlease for SAS.
En stærk tilføjelse til porteføljen
Ifølge Abelo viser købet af de tre ATR 72-fly, at selskabet evner at foretage strategiske opkøb under sin nye ejer, der er et datterselskab til det amerikanske investeringsselskab Cerberus Capital Management.
Opkøbet følger i kølvandet på etableringen af et nyt lageranlæg til 750 millioner dollar (5,1 milliarder kroner, red.) for at understøtte fortsat vækst.
”Vi er glade for at byde Braathens Regional Airways velkommen som en ny operatør til vores platform. Disse fly repræsenterer en stærk tilføjelse til vores portefølje og styrker vores engagement i at støtte regionale operatører af høj kvalitet i hele Europa,” siger Stephen Gorman, administrerende direktør for Abelo.
Professionel proces hele vejen
Også Geir Stormorken, bestyrelsesformand i Bramora Ltd., er begejstret for at have afsluttet handlen med Abelo.
”Vi er glade for at have afsluttet dette salg med Abelo, hvis tilgang har været pragmatisk og professionel hele vejen igennem,” konstaterer han.
To af ATR 72-flyene, der altså flyver for Braathens Regional Airways, er overgået i ejerskab fra Bramora til Abelo i juni, mens det tredje fly følger efter i løbet af juli.
Bramora, der blev stiftet i 2011, er ejet af Per G. Braathen og hans nærmeste familie. De ejer desuden også sammen investeringsselskabet Braganza, som har en portefølje af virksomheder inden for turisme, rejser og luftfart.
Relaterede artikler:
Yderligere tre ATR 72 til Braathens