Det islandske lavprisflyselskab Play har indstillet flyvningerne, da pengekassen er tom. Svigtende billetsalg og en presset finansiel situationen er baggrunden.
Gennem det seneste halve år har det islandske lavprisflyselskab Play kæmpet en kamp for at sikre selskabets overlevelse.
Det lader nu til, at kampen har været forgæves. Dagen før lønningsdagen har Play kastet håndklædet i ringen og oplyser på sin hjemmeside, at samtlige flyvninger er indstillet, og at selskabet vil ophøre med sine aktiviteter.
Beslutningen blev truffet af selskabets bestyrelse, der i dag har meddelt, at alle operationer stopper, og at virksomheden vil arbejde tæt sammen med myndigheder og medarbejdere om en ordnet afvikling, lyder det i en meddelelse fra Play.
Ifølge selskabet skyldes beslutningen en kombination af længerevarende svage økonomisk resultater, svigtende billetsalg i de seneste måneder samt negativ medieomtale, der har ramt tilliden til selskabet. Samtidig har interne uenigheder om ændringer i strategien skabt yderligere udfordringer.
Kom for sent med ændret strategi
Sidste efterår lancerede Play en ny forretningsmodel, som på daværende tidspunkt blev mødt med optimisme. Men selskabet erkender nu, at ændringerne ikke har været tilstrækkelige til at løse de grundlæggende problemer, og at planen burde være sat i værk langt tidligere.
Konsekvenserne er omfattende, idet tusindvis af passagerer må finde alternative hjemrejser, mens omkring 400 ansatte mister deres arbejde, og samarbejdspartnere lider tab.
”Beslutningen er den mest smertefulde, vi kunne forestille os, men vi har udtømt alle andre muligheder,” lyder det i en udtalelse fra bestyrelsen, der samtidig undskylder over for alle berørte.
Har haft ruter fra tre danske lufthavne
Play har i det igangværende sommertrafikprogrammet fløjet til Reykjavik-Keflavik fra både København, Billund og Aalborg.
På selskabets hjemmeside fremgår det, at berørte passagerer kan kontakte deres kreditkortselskab for at forsøge at få pengene tilbage. Har man købt en flyvning med Play i forbindelse med en pakkerejse, skal man kontakte sit rejsebureau.
I alle andre tilfælde skal krav rettes til boets kurator.
Relaterede artikler:
Overtagelse af Play: Trækker købstilbud tilbage