En Airbus A319-100 fra British Airways. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

British Airways tilbage til destination efter 46 år

Næste år vender British Airways tilbage med en helårsrute mellem London-Heathrow og Guernsey. Ruten har ikke det britiske flyselskab ikke betjent siden marts 1980.

Den nylige konkurs i det britiske flyselskab Blue Islands er givetvis årsagen til, at British Airways nu vender tilbage med en direkte rute fra London-Heathrow til Guernsey, der efter Jersey er den næststørste af øerne i Den Engelske Kanal.

Fra den 19. april 2026 vil British Airways tilbyde en daglig rundtur med en Airbus A319 på en ny helårsrute til øen. Dermed kommer det britiske Oneworld-selskab til at supplere Aurigny – Guernseys eget flyselskab – der tilbyder ruter til London-City og London-Gatwick.

British Airways vender tilbage med en rute, som selskabet senest betjente frem til marts 1980, da der blev tilbudt 17 ugentlige afgange fra Heathrow. Dengang benyttede man 58-sæder propelfly af typen Vickers Viscount 806.

For 45 år siden fløj British Airways også til Guernsey fra Birmingham, og i sommeren 1979 havde selskabet også tilbudt direkte flyvninger fra både Bristol og Leeds-Bradford, fremgår det af en opdatering fra Aeroroutes.

Forbindelser til over 20 europæiske destinationer
Den kommende rute fra British Airways er tilrettelagt som en middagsrotation med afgang fra Heathrow kl. 11.55 og retur fra Guernsey Airport kl. 13.50.

Ifølge tidtabellen betyder det, at der således vil være forbindelse til over 20 europæiske destinationer som Rom, Madrid og Geneve samt transatlantiske destinationer som New York, Los Angeles og Toronto.

“Det glæder os at kunne udvide vores rutekort med yderligere to nye ruter (Guernsey og Tivat, red.) til vores kunder, hvormed vi bringer antallet af kortdistanceruter fra Heathrow op på næsten 100 destinationer,” siger Neil Chernoff, der er direktør for planlægning og strategi hos British Airways.

Til Jersey, der er den største af de syv beboede kanaløer, flyver British Airways allerede i forvejen fra både Heathrow og Gatwick.

 

Relaterede artikler:

Efter konkursen i Blue Islands: Hjælp fra DAT

Ny luftfartskonkurs i Storbritannien: Blue Islands

British Airways annoncerer fem nye ruter