I det kommende vintertrafikprogram vil British Airways flyve til fire nye destinationer fra London Heathrow Airport, mens det britiske selskab også vil flyve til en ny destination fra London City Airport.
I det kommende vintertrafikprogram, der træder i kraft søndag den 29. oktober, har British Airways tilføjet fem nye destinationer i rutenetværket. Selvom ruterne annonceres som nye destinationer, så har flere af dem dog tidligere været på rutekortet.
Fra London Heathrow Airport kommer der fire nye ruter. Der flyves til henholdsvis Beograd, Køln, Riga og Torino.
Ruten til Køln bliver den mest højfrekvente med 12 ugentlige afgange efterfulgt af Beograd og Riga, der hver få tre ugentlige afgange.
Den nye rute til Torino flyves kun en gang ugentligt og er især baseret på skirejsemarkedet, idet den norditalienske lufthavn er gateway til kendte skisportssteder som Chamonix, Val d’isere, Tignes og Pragelato. I forvejen betjenes Torino af BA City Flyer fra London Gatwick Airport med daglige flyvninger.
Samtlige fire nye ruter fra Heathrow opereres med et mix af Airbus A320 og A321, der har plads til henholdsvis 180 og 218 passagerer.
Ny rute fra London City Airport
Den sidste nye rute går til Linate-lufthavnen ved Milano, og her er det et mindre fly, der skal flyve på ruten fra London City Airport, der har særlige restriktioner i forhold til flytyper. British Airways har valgt en 98-sæders Embraer ERJ-190 til opgaven. Denne rute betjenes også kun en gang ugentligt og supplerer de eksisterende flyvninger fra Heathrow.
Udover de nye destinationer er der også et par sommerruter, der forlænges ind i vintertrafikprogrammet. Det drejer sig om BA City Flyers rute fra London City til San Sebastian i Spanien, der får to ugentlige afgange, og det er første gang, at denne destination får betjening hele året rundt.
Fra Heathrow fortsætter ruten til slovenske Ljubljana ind i vintertrafikprogrammet med fire ugentlige afgange, mens Sabiha Gökcen-lufthavnen ved Istanbul også bliver en helårsdestination med fire ugentlige afgange i den kommende vinter.
“Det glæder os at kunne føje europæiske byer som Riga, Beograd og Köln til vores rutenetværk. Det er destinationer, som vi tror, vores kunder vil holde af, og de tilbyder et alternativ til nogle af de mere kendte byer, vi flyver til. Vi ved også, at især Italien er en stor favorit blandt vores kunder, så vi ser frem til at tilføje mere kapacitet med fly til Milano og Torino sammen med flere valgmuligheder i hele Europa generelt,” siger Neil Chernoff, direktør for netværk og alliancer.
Relaterede artikler:
British Airways åbner to nye caribiske ruter