Fremover bliver det lettere at booke en SAS-billet fra Skandinavien via USA til Mexico. Det er resultatet af et nyt codeshare-samarbejde mellem SAS og Aeromexico.
Der er givetvis gensynsglæde hos Anko van der Werff og Paul Verhagen, henholdsvis koncernchef og kommerciel koncerndirektør i SAS, i forbindelse med, at SAS netop har indgået en codeshare-aftale med Aeromexico.
Anko van der Werff havde fra 2014 til 2019 stillingen som kommerciel direktør i det mexicanske SkyTeam-selskab, mens Paul Verhagen i fire og et halvt år fra 2016 til 2020, var direktør for internationalt salg hos og sidenhen direktør for den globale salgsstrategi hos Aeromexico.
Med den nye aftale om codesharing, der er trådt i kraft den 1. december, får SAS sin SK-kode på ruter med Aeromexico til Mexico City fra gateways i USA og Canada, herunder San Francisco, Boston, Newark, Seattle, Chicago, Los Angeles, New York, Miami, Washington D.C. og Toronto.
Styrker SAS’ hub i København
Samtidig får passagerer rejsende med Aeromexico en stærkere adgang til Skandinavien, det mexicanske flyselskabs AM-kode kommer på flyvinger til destinationer i Danmark, Norge og Sverige.
Det forklarer Paul Verhagen i en pressemeddelelse.
“Den nye codeshare-aftale med Aeromexico styrker SAS’ hovedknudepunkt i København og giver adgang til flere destinationer i Mexico. Rejsende kan nu nå Mexico City, Guadalajara, Cancun og landets mange historiske og kulturelle steder. Dette udvider forbindelserne til Europa, Asien og Nordamerika. Med SAS’ pålidelige drift og stærke punktlighed forbliver rejserne problemfri og forudsigelige,” siger SAS-direktøren.
Tredje codeshare-aftale i år
Det er den tredje større codeshare-afttale, som SAS indgår med de nye partnere i SkyTeam, når man ser bort fra Air France, KLM og Delta Air Lines. I år har SAS også indgået codeshare-aftaler med canadiske WestJet og Vietnam Airlines, der begge står foran at åbne ruter til København.
Udover codeshare-aftalen betyder samarbejdet også, at medlemmer af SAS EuroBonus og Aeromexico Rewards, vil kunne drage fordel af gensidigt at kunne optjene og benytte point samt adgang til lounge og prioritereret boarding.
“Med dette har vi nu codeshare-aftaler med 14 partnerflyselskaber, hvorigennem vi styrker vores engagement i at forbinde Mexico med verden, ikke kun gennem de ruter, vi opererer, men også gennem netværket af strategiske allierede, såsom SAS,” siger Giancarlo Mulinelli, direktør for globalt salg hos Aeromexico.
Relaterede artikler:
Udvider codeshare-aftale før opstart af Vietnam-rute

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


