Drone i luften (Foto: seregalsv / 123RF Stock Photo)

Ny strategi: Droner og fly i samme luftrum

En ny dronestrategi skal give nye muligheder for, at droner og bemandede fly kan operere tættere på hinanden. Hos Dansk Industri ser man store muligheder.

Det var ikke hverdagskost, da ukendte droner i efteråret 2025 blev observeret over flere danske lufthavne samtidig med, at Danmark skulle være vært for EU-topmødet.

Det betød, at al droneflyvning blev lukket ned i en uge. En kortsigtet løsning. Men nu er en række tiltag i en ny dronestrategi blevet sendt i høring, og den skal være med til at forhindre et lignende scenarie i fremtiden, og det er vigtigt, for droner har en vigtig plads i samfundet, skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

”I Danmark er droner en helt integreret del af vores hverdag, hvor de hver eneste dag løser vigtige samfundsopgaver med inspektion, opmåling og overvågning for blandt andet politi, brandvæsen og forsvar,” siger Patrick Alexander Liebgott, chefkonsulent og droneekspert i DI Transport, og fortsætter:

”Hybridkrig-alarmen, der gik i september, tydeliggjorde behovet for et droneluftrum, hvor alle lovlige droner er registreret, så vi hurtigt kan identificere og reagere på ukendte droner uden, at det går ud over de samfundsnyttige droner.”

Skal være muligt for myndigheder at skelne
De nye regler, som er sendt i høring, lægger op til et trafikinformations- og styringssystem, som ifølge Dansk Industri vil gøre det nemmere for myndighederne at skelne mellem lovlige og ulovlige droneoperationer.

DI Transport har for sit vedkommende bidraget med viden og erfaring til at modernisere reglerne. Erhvervsorganisationen ønsker at give droneluftrummet markant bedre forudsætninger for erhvervsudvikling og sikker anvendelse af droner, lyder det.

Det nuværende regelsæt betyder, at droner ikke kan flyve i samme luftrum som bemandede luftfartøjer, hvilket DI mener begrænser mulighederne for at udnytte dronernes potentiale til at flyve over længere afstande.

I den nye strategi lægges der dog op til, at droner og bemandet luftfart kan flyve i samme luftrum. Det sker gennem et nyt krav om, at bemandet luftfart skal være elektronisk synlig, så droner i luftrummet sikkert kan navigere uden om.

Kan blive et gennembrud
Den elektronisk synlige, bemandede luftfart kommer til at gøre det muligt for dronepiloter at se og undvige bemandet luftfart, også selvom dronen befinder sig i Nordsøen, mens piloten sidder i en central på Sjælland.

Patrick Alexander Liebgott siger, at det kommer til at have stor betydning for, hvordan droner kan benyttes i Danmark.

”De nye retningslinjer kan blive et gennembrud for dansk droneerhverv, fordi de muliggør mere avanceret flyvning over længere distancer, hvor dronen er uden for operatørens synsvidde. Når vi opdaterer rammerne i takt med den teknologiske udvikling, bliver dronerne i stand til at løse flere og mere komplekse samfundsopgaver – fra fragt til øsamfund til offshore-aktiviteter og kritisk infrastruktur,” siger han og tilføjer:

”Den nye strategi er en ambitiøs plan til at forbedre rammevilkårene for dronebranchen i Danmark og vil kræve en del tekniske løsninger fra udviklere og operatører.”

Der er i dag godt 15.000 certificerede, professionelle droneoperatører i Danmark ifølge tal fra Trafikstyrelsen, og antallet vokser, påpeger Dansk Industri.

 

Relaterede artikler:

Endnu en lufthavn udsat for droneforstyrrelser

Dronefrygt: Aalborg Lufthavn lukkede ned

I HCA Airport er der styr på fremmede droner