En Boeing 787-9 Dreamliner fra Lufthansa. Foto: Lufthansa Group

Efter 10 år: Lufthansa vender tilbage til Malaysia

Senere i år vender Lufthansa tilbage til Kuala Lumpur efter 10 års fravær og vil dermed kunne tilbyde fire destinationer i Sydøstasien. Ruten vil blive betjent med en Boeing 787 Dreamliner.

Kunderne hos Lufthansa kan se frem til endnu en destination i det sydøstlige Asien.

Det tyske flyselskab har således annonceret en ny helårlig rute til Kuala Lumpur, der er hovedstad i Malaysia. Første flyvning bliver 25. oktober 2026, og den direkte rute vil herefter blive betjent på mandage, onsdage, fredage, lørdage og søndage.

Der bliver afgang fra Frankfurt på rute LH704 klokken 21.30 med ankomst i Kuala Lumpur klokken 16.40 lokal tid den følgende dag. Returflyvningen på rute LH705 er klokken 23.55 med landing klokken 06.00 den følgende dag i Frankfurt. Flytiderne er koordineret med Lufthansas globale netværk fra den tyske storlufthavn.

Den nye rute vil blive betjent med en Boeing 787-9 Dreamliner med i alt 287 sæder fordelt i en treklasses kabinekonfiguration, der tilbyder det nye Allegris-produkt. Sæderne er fordelt med 28 på Business Class, 28 på Premium Economy samt 231 sæder på Economy Class.

Lufthansas fjerde destination i Sydøstasien
For Lufthansa er der faktisk tale om en genoptagelse af ruten til Kuala Lumpur, eftersom selskabet betjente ruten fra Frankfurt med en Airbus A340-300 frem til marts 2016. Og til efteråret kan kunderne altså igen flyve direkte til Malaysia fra det store tyske knudepunkt.

”Med den nye direkte forbindelse til Kuala Lumpur og indsættelsen af ​​vores topmoderne Dreamliner skaber vi ideelle betingelser for at deltage i væksten i Sydøstasien,” siger Jens Ritter, administrerende direktør for Lufthansa Airlines.

Tyskland er Malaysias vigtigste handelspartner i EU, og over 700 tyske virksomheder har base i det sydøstasiatiske land. Lufthansa ser derfor et stort vækstpotentiale i regionen og i den nye langdistancerute.

Lufthansa bliver det eneste flyselskab med direkte flyvninger til Malaysia fra koncernens hjemmemarked, der inkluderer Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien og Italien. Kuala Lumpur bliver Lufthansa-koncernens fjerde destination i Sydøstasien, hvor der i forvejen flyves til Bangkok og Phuket i Thailand samt til Singapore.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa lukker Malaysia-rute

Lufthansa tilkøber også turbulens-løsning

Flere Lufthansa-fly med stor trane