Lufthansa lukker Malaysia-rute

Til februar lukker Lufthansa sin to år gamle rute til Kuala Lumpur. Dermed er den kun tre direkte ruter mellem Malaysias hovedstad og Europa.

Efter to år lukker Lufthansa ved udgangen af februar næste år sin rute mellem Frankfurt og Kuala Lumpur i Malaysia. Det tyske flyselskab åbnede ruten i slutningen af marts 2014 og flyver i dag fem gange om ugen med Airbus A340-300 med plads til 279 sæder på tre klasser.

Fra 26. december frem til rutens sidste dag den 29. februar reduceres betjeningen til tre ugentlige flyvninger.

Tre ruter til Europa
En måned før Lufthansas nedlukning lukker Malaysia Airlines’ sine to ruter fra Kuala Lumpur til Amsterdam og Paris Charles de Gaulle. Dermed vil der kun være tre ruter direkte mellem Kuala Lumpur og Europa. Det vil være British Airways’ og Malaysia Airlines’ ruter til London Hetahrow samt KLM-ruten til Amsterdam.

Finnair har Kuala Lumpur på listen over destinationer, som man i de kommende år håber at kunne åbne ruter fra Helsinki til. Kuala Lumpur bliver fra 1. januar 2016 den tredje destination, som Emirates vil blive betjene med sin 2-klasses Airbus A380’er, som København var den første destination til at modtage.