Air Canada-topchef Michael Rousseau “går på pension” efter kontrovers om en kondolencevideo, der kun var på engelsk, i kølvandet på ulykken forleden i LaGuardia-lufthavnen.
Mandag annoncerede Air Canada, at koncernchef Michael Rousseau har informeret flyselskabets bestyrelse om, at han går på pension ved udgangen af tredje kvartal af 2026 efter 19 års ansættelse i selskabet.
Der er dog ganske givet tale om en de facto-fyring, eftersom han er blevet stærkt kritiseret for ikke at tale fransk i en kondolencevideo efter sidste uges fatale ulykke i LaGuardia-lufthavnen i New York, hvor to Air Canada-piloter blev dræbt.
Michael Rousseau var blevet opfordret til at træde tilbage for kun at have udtrykt sine kondolencer på engelsk. En af de dræbte piloter, Antoine Forest, var fra den fransktalende region Québec. Det skriver BBC.
Senere undskyldte Michael Rousseau og sagde, at han ikke ”tilstrækkeligt” var i stand til at udtrykke sig på fransk. Han var dybt bedrøvet over, at hans manglende franskkundskaber ”afledte opmærksomheden” fra piloternes sørgende familier og personalet hos Air Canada.
Kort efter sin ansættelse som koncernchef i februar 2021 blev Michael Rousseau tvunget til at lære fransk, der sammen med engelsk er officielle sprog i Canada. Hans franskkundskaber viste sig nemlig at være begrænsede, og han forpligtede sig til at lære sproget.
Kritiseret for at mangle medfølelse
Michael Rousseau begyndte som finansdirektør i Air Canada, inden han blev stedfortrædende koncernchef og senere altså permanent koncernchef og bestyrelsesmedlem.
”Det har været en stor ære for mig at arbejde med de engagerede og talentfulde mennesker i Air Canada og at repræsentere vores fremragende organisation,” siger han.
At Michael Rousseau kun talte engelsk i sin kondolencevideo blev kritiseret af flere canadiske politikere – herunder premierminister Mark Carney, der mente, at videoen havde ”mangel på medfølelse”.
François Legault, premierminister i Quebec, har udtalt, at Rousseau burde træde tilbage, hvis han ikke kunne tale fransk. Legault mener, at den næste topchef i Air Canada bør kunne tale fransk som et ”spørgsmål om respekt for medarbejderne, fransktalende kunder og alle indbyggere i Quebec”.
Den omtalte kondolencevideo blev offentliggjort, efter et fly fra Air Canada kolliderede med en brandbil i LaGuardia-lufthavnen kort efter landing. De to piloter døde i ulykken.
På jagt efter ny topchef
Michael Rousseau har indvilliget i at forblive tilgængelig i Air Canada for at sikre en problemfri overgang til en ny koncernchef.
”På vegne af hele bestyrelsen vil jeg gerne takke Mike for hans mange bidrag til Air Canada,” siger Vagn Sørensen, bestyrelsesformand i Air Canada og tidligere vicekoncernchef i SAS.
”Vi er taknemmelige for det målrettede lederskab, han har udvist, ikke kun i at styre vores selskab gennem finanskrisen i 2007-2008, COVID og andre udfordringer, men også i at gribe muligheder som opkøbet af Aeroplan, genoprette solvensen i vores pensionsordninger og fremme kundefokus og medarbejdernes trivsel.”
Foruden jobbet i Air Canada har Michael Rousseau i en periode også ageret bestyrelsesformand for den globale luftfartsalliance Star Alliance samt været bestyrelsesmedlem i IATA, der er flyselskabernes internationale brancheorganisation.
Air Canada oplyser, at der i snart to år har været arbejdet på et omfattende internt udviklingsprogram for ledere med stort potentiale, ligesom der i januar i år blev indledt en international søgning efter en mulig fremtidig koncernchef. ’Bestyrelsen vil overveje en række præstationskriterier ved vurderingen af kandidater, herunder evnen til at kommunikere på fransk,’ lyder det.
Relaterede artikler:
Flyselskabs koncernchef tvinges til at lære fransk

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


