Koncernchef for Air Canada Michael Rousseau. Foto: Air Canada

Flyselskabs koncernchef tvinges til at lære fransk

Air Canadas øverste chef skal tilbage på skolebænken. En uheldig udtalelse har bragt Michael Rousseau i så store problemer, at han nu tvinges til at blive bedre til fransk.

Da Anko Van der Werff i sommer tiltrådte sin stilling i SAS, var det formentlig ikke et krav, at hollænderen skulle lære svensk. Michael Rousseau fremviste heller ikke et eksamensbevis i fransk, da han i februar blev koncernchef for Air Canada. Men nu ønsker han måske, at han havde gjort netop det. 

Rousseaus første store fremtræden som koncernchef har i løbet af denne uge udviklet sig til lidt af et PR-mareridt for det canadiske Star Alliance-flyselskab. Det resulterer nu i, at koncernchefen har måtte rykke ud med en undskyldning, hvori han lover, at han vil forbedre sit tag på det franske sprog. 

Misèren fandt sted onsdag i denne uge. Her havde Montreals Handelskammer inviteret Michael Rousseau til at holde sin første store tale, siden han tiltrådte i februar. Luftfartschefen skulle sætte ord på, hvordan Air Canada er kommet sig oven på pandemien. Det gjorde han også. Dog på engelsk.

Pressemøde kørte af sporet
Michael Rousseau holdt en 26 minutter lang tale, men ifølge Canadian Broadcasting Corporation talte koncernchefen kun fransk i 20 sekunder. Det er problematisk, da både fransk og engelsk er officielle sprog i Canada. Problemerne startede for alvor på et efterfølgende pressemøde.

En journalist fra tv-kanalen LCN spurgte Michael Rousseau, hvordan koncernchefen har kunne bo 14 år i Montreal, når han ikke taler bedre fransk. Journalisten spurgte på fransk, men Michael Rousseau bad om at få spørgsmålet gentaget på engelsk, så han var sikker på at forstå det.

Det faldt mildest talt ikke i god jord. Efterfølgende kom både de canadiske politikere og kommentatorer op af stolene. De rejste en markant kritik af chefen, hvor flere mindede ham om, at Air Canada ved lov er forpligtet til at betjene engelsk- og fransktalende passagerer på lige fod. 

Premierminister langer ud
Selvom Michael Rousseau forklarede, at han forstår fransk bedre, end han taler det, så fik det ikke kritikken til at forstumme. En af de markante kritikere var Francois Legault, der er premierminister i delstaten Québec, hvor sprog er et emne, der vækker mange følelser.

Som den eneste canadiske delstat har Québec kun et officielt sprog, og det er fransk. Premierministeren kaldte Michael Rousseaus tale for “uacceptabel”. Torsdag gik den så ikke længere. Her udsendte Air Canada en officiel undskyldning på vegne af koncernchefen.

“Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg på ingen måde havde i sinde at udvise manglende respekt for indbyggerne i Québec eller frankofone i hele landet. Jeg undskylder over for dem, der blev fornærmet over mine bemærkninger. Jeg lover i dag at forbedre mit fransk,” udtaler Rousseau.

 

Relaterede artikler:

Air Canada vender tilbage på nordiske ruter

Air Canada indsætter luksusfly under coronakrisen

Vestager forhindrer Air Canada-opkøb