Boeing 777 modtager Catering fra KLM Catering Services. (PR-foto)

KLM sælger cateringselskab til Gategroup

KLM sælger størstedelen af sit cateringselskab til gategroup. Det skaber nye muligheder med blandt andet en udvidelse af cateringfaciliteterne i Schiphol, lyder det.

I den seneste tid har KLM og schweiziske gategroup været i gang med forhandlinger om salget af cateringselskabet KLM Catering Services, og nu lyder det fra KLM, at man har landet en aftale.

Når transaktionen er gennemført, vil gategroup dermed eje 75 procent af KLM Catering Services, mens KLM bevarer en ejerandel på 25 procent. Hvor stort et beløb, opkøbet indebærer, oplyses ikke.

I en pressemeddelelse skriver KLM, at salget skaber muligheder for at investere i KLM Catering Services’ fremtid, samtidig med at KLM fortsat er tæt involveret i serveringen ombord for sine passagerer.

En del af udviklingsprogram
KLM oplyser, at salget af majoriteten af KLM Catering Services er en del af ”Back on Track”, som selskabet selv kalder et forbedringsprogram.

Ved at gå sammen med gategroup, som KLM opfatter som en global leder inden for flycatering og hospitality med aktiviteter i mere end 60 lande, tager man et vigtigt skridt mod at gøre KLM Catering Services klar til fremtiden, skriver KLM.

Herfra lyder det, at samarbejdet vil fokusere på gode ansættelsesforhold, personaliseret catering, bæredygtighed og operationel effektivitet.

”Vi er glade for at have fundet en stærk og specialiseret partner i gategroup, som har mange års erfaring inden for flycatering. Vi vil fortsat være involveret i catering ombord på vores flyvninger og sikre den kvalitet og service, som vores passagerer forventer fra KLM. Det planlagte opkøb vil ikke påvirke arbejdspladserne i KLM Catering Services. Vi ser frem til samarbejdet,” siger Bas Brouns, finansdirektør i KLM.

Vil opføre nye faciliteter
KLM Catering Services har været en del af KLM i mere end 80 år. Virksomheden beskæftiger i dag mere end 1.300 medarbejdere og producerer over 55.000 måltider dagligt til omkring 350 interkontinentale, europæiske og fragtflyvninger.

Med en flåde på 82 cateringlastbiler betjener KLM Catering Services ikke blot KLM, men også andre flyselskaber.

Med gategroups involvering vil man udvide aktiviteterne i Schiphol med nye faciliteter, fortæller Herman Anbeek, chef for Europa i gategroup. Han uddyber ikke, hvad udvidelsen præcist indebærer.

“Dette partnerskab med KLM repræsenterer et vigtigt skridt fremad for vores forretning i Europa. Sammen vil vi fortsætte med at forbedre performance, pålidelighed og den samlede kundeoplevelse. For at understøtte vores fælles ambition vil vi opføre en ny facilitet i Schiphol, Amsterdam, baseret på vores knowhow, med de højeste miljøstandarder og den nyeste teknologi og innovation,” siger han.

Fra KLM lyder det, at det planlagte opkøb fortsat er betinget af høring af medarbejderrepræsentanterne i KLM Catering Services og KLM samt godkendelse fra relevante myndigheder.

 

Relaterede artikler:

Udtjent Boeing 737 til KLMs mekanikerlærlinge

KLM bygger Hollands første SAF-produktion

Air France-KLM hæver brændstoftillægget