Air France-KLM har hævet brændstoftillægget til 750 kroner på lange flyvninger, mens tillægget er lidt mindre på kortere ruter. Årsagen er de kraftigt stigende priser på petroleum.
Situationen i Mellemøsten og det blokerede Hormuztræde har i mere end en måned betydet kraftigt stigende priser på jetbrændstof, hvilket har fået flere flyselskaber til at hæve diverse tillæg til billetprisen.
En af de luftfartskoncerner, der har hævet priserne, er Air France-KLM, som har skruet brændstoftillægget i vejret for returflyvninger på langruter fra 50 til 100 euro (375 til 750 kroner, red.) per billet. Det skriver det hollandske medie luchtvaartnieuws.nl.
Det hævede tillæg sker som konsekvens af, at priserne på petroleum, der bruges til flybrændstof, er mere end fordoblet i løbet af den seneste måned.
Ifølge en talsmand fra Air France-KLM blev det øgede brændstoftillæg på 100 euro allerede indført 26. marts 2026. Det oprindelige brændstoftillæg på 50 euro trådte i kraft 11. marts som reaktion på situationen i Mellemøsten.
Mindre tillæg på kortere flyvninger
Ifølge luchtvaartnieuws.nl vil de fleste returbilletter for langdistanceflyvninger have et brændstoftillæg på 100 euro. På de kortere langruter – til eksempelvis USA, Canada og Mexico – vil der være et brændstoftillæg på 70 euro.
Hvad angår de korte og mellemlange flyvninger, har der siden 16. marts været et brændstoftillæg på 10 euro for en returflyvning på Economy Class. Dette gælder også for Transavia, der er Air France-KLMs datterselskab.
Brændstoftillægget er indarbejdet i billetprisens såkaldte YR-tillæg, der er et tillæg, som flyselskabet pålægger for brændstof, sikkerhed eller andre driftsomkostninger. En returbillet fra Amsterdam til Bangkok koster nu 300 euro, mens en returbillet fra Amsterdam til New York er oppe på 350 euro.
Mange flyselskaber har hævet tillæggene
Air France-KLM er langt fra det eneste flyselskab, som har hævet brændstoftillægget i den seneste tid. I slutningen af marts øgede Cathay Pacific sit brændstoftillæg fra 150 til 200 dollar på flyvninger til Europa og gældende fra 1. april 2026.
Andre asiatiske flyselskaber har lavet lignende manøvrer, mens amerikanske flyselskaber som United Airlines og Delta Air Lines har valgt at lade bagagetillægget stige som konsekvens af de stigende priser på flybrændstof.
På de hjemlige breddegrader har SAS også valgt at hæve brændstoftillægget efter de øgede omkostninger til flybrændstof. Som et eksempel har SAS øget tillægget for rejsende i SAS Business, hvor det er hævet til hele 250 dollar, der svarer til 1.585 kroner, på flyvninger fra USA til Skandinavien.
Relaterede artikler:
SAS indfører midlertidigt brændstoftillæg

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


