En Boeing 787-8 Dreamliner fra Qatar Airways. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Qatar Airways tilføjer 26 destinationer

Qatar Airways er for tiden i gang med at genoprette sit rutenetværk efter forstyrrelser skabt af Irankrisen. I denne uge lyder det, at man tilføjer 26 destinationer til netværket, herunder Oslo.

Qatar Airways er i gang med at genopbygge sit rutenetværk, efter at konflikten i Mellemøsten har skabt komplikationer tidligere på året. Således vil man løbende udvide til mere end 160 destinationer, og tirsdag vendte man tilbage til 26 destinationer på centrale globale markeder fra flyselskabets hub Hamad International Airport, lyder det i en pressemeddelelse.

Siden marts har man genoptaget flyvninger til mere end 60 destinationer, og de mere end 160 destinationer vil man betjene denne sommer. Af pressemeddelelsen fremgår det, at der er tale om destinationer i hele verden. I Europa er der tale om ni destinationer, som omfatter:

• Beograd med fire ugentlige afgange
• Bruxelles med syv ugentlige afgange
• Budapest med fire ugentlige afgange
• Düsseldorf med syv ugentlige afgange
• Helsinki med fire ugentlige afgange, som øges til syv ugentlige afgange fra 1. august
• Lissabon med syv ugentlige afgange
• Oslo med syv ugentlige afgange
• Prag med syv ugentlige afgange
• Zagreb med fire ugentlige afgange.

Flere flyvninger til VM-værtsbyer
Ud over nye europæiske destinationer kommer Qatar Airways også til at sende en større del af selskabets mere end 140 fly over himlen i USA. Således øger man frekvensen til amerikanske VM-værtsbyer. Det drejer sig om:

• Boston, som genoptages med fire afgange (og syv ugentlige afgange under VM)
• Los Angeles, som går fra fire til syv ugentlige afgange
• Miami, som går fra syv til 10 ugentlige afgange
• San Francisco, som går fra fire til syv ugentlige afgange.

I USA vender man også tilbage til Philadelphia fra den 1. august, mens man i Sydamerika genoptager flyvninger til både Caracas i Venezuela og Bogota i Colombia.

I Afrika er der også destinationer, som får stillet afgange fra Qatar Airways i udsigt. Det drejer sig om Kigali i Rwanda med to ugentlige afgange, Seychellerne med fire ugentlige afgange og Marrakesh i Marokko med syv ugentlige afgange samt en rute til Port Sudan med opstart den 2. juli.

Ni nye afgange i Asien og Stillehavsområdet
Mens man har flere afgange på tapetet i både Europa, de amerikanske kontinenter og Afrika, er der også nyheder i både Asien og Stillehavsområdet. Når det gælder sidstnævnte, får man syv ugentlige afgange til Adelaide i Australien og lige så mange afgange til Auckland i New Zealand. I Asien drejer det sig om afgangene:

• Almaty, Kasakhstan – syv ugentlige afgange
• Baku, Aserbajdsjan – syv ugentlige afgange
• Osaka, Japan – fem ugentlige afgange
• Tasjkent, Usbekistan – fire ugentlige afgange
• Tbilisi, Georgien – syv ugentlige afgange
• Tokyo Haneda, Japan – fire ugentlige afgange (øges til syv ugentlige afgange fra 1. august)
• Jerevan, Armenien – fire ugentlige afgange.

 

Relaterede artikler:

Udfordrende år hos Qatar Airways: Overskud falder

Sri Lanka tilbyder backup-hub til Emirates og Qatar

Qatar Airways sender fly til langtidsopbevaring i Spanien