Ryanair har ændret regler for familiebookinger, så familier nu gratis kommer til at sidde sammen i flyet, efter at de britiske konkurrencemyndigheder har været ude med riven. Reglerne betyder dog, at familier i stor stil kan blive forvist til de bagerste sæder.
I juli skal EU’s ministerråd, bestående af transportministre fra samtlige EU-lande, og Europa-Parlamentets plenarforsamling afgive deres endelige stemmer til den nye EU261-forordning, som fastsætter, hvilke rettigheder passagerer har.
Her bliver der blandt andet lagt op til, at forældre skal kunne sidde ved siden af deres børn i flyet, uden at de pålægges ekstra gebyr, ligesom de samme regler vil gælde for passagerer, som rejser med et barn under 14 år, og for personer med fysisk funktionsnedsættelse, som rejser med en hjælper.
Og nu ser det ud til, at Ryanair kommer de nye regler i forkøbet. I hvert fald oplyser den irske lavprisgigant, at man nu ændrer praksis, så gratis sæder til forældre nu tilbydes bagerst i flyet, mens de også kan vælge at betale ekstra for at booke sæder i flyet, hvor de ønsker det.
Britisk konkurrencemyndighed har været ude med riven
Ryanair har ændret praksis, efter at den britiske konkurrencemyndighed, Competition and Markets Authority (CMA), ifølge BBC var begyndt at undersøge, om Ryanairs praksis var unfair ifølge den britiske forbrugerlovgivning.
Fra Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, lyder det, at det ikke er med flyselskabets gode vilje, at man nu retter ind efter, hvad man kalder branchestandarden.
”Vi vil modvilligt tilpasse os denne branchestandard, fordi vi ikke ønsker at bruge tid på at forklare vildledte myndigheder, hvor meget de misforstår, hvad der er i britiske og europæiske forbrugeres bedste interesse,” siger koncernchefen således og tilføjer:
”Med vores reviderede familiesædepolitik kan familier blive nødt til at vente til efter indtjekning med at få oplyst deres sædeplacering og vil oftere blive placeret bagerst i kabinen. Til gengæld kan CMA i det mindste hævde, at de har gjort noget for forbrugerne – selv om de fleste forbrugere næppe vil bemærke det.”
Ryanair: Vi har overholdt loven
Ryanair oplyser selv, at man mener, at den mangeårige praksis for familiesæder, man tidligere har brugt, fuldt ud overholder de gældende love og regler. Ryanair har i forvejen ikke krævet gebyr for, at børn kan sidde ved siden af deres forælder eller en ledsagende voksen.
I stedet har voksne, der rejser med børn, skullet betale for deres egen sædereservation, mens de gratis har kunnet reservere sæderne ved siden af op til fire børn på samme booking.
Fra den 25. juni gælder det dog, at voksne, der rejser med børn, vil få oplyst deres gratis sædeplacering, når de har tjekket ind til flyvningen. Noget, som Ryanair siger, også er praksis hos andre europæiske flyselskaber.
Ryanair oplyser, at man forventer, at mange familier vil få en placering bagest i kabinen i mange tilfælde, da de forreste sæder typisk bliver udsolgt først, når passagerer tilkøber retten til at vælge, hvor de vil sidde. O’Leary mener, at det nye system er en forringelse.
”I stedet for at fremme konkurrence og lavere priser for forbrugerne er CMA nu på en mission for at tvinge Ryanair til at indføre den mindre gennemsigtige og mindre forbrugervenlige familiesædepolitik, som de fleste andre flyselskaber anvender – blot fordi det er branchestandarden,” siger O’Leary.
Relaterede artikler:
Ryanair i hård kritik af opdateret EU261-forordning

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


