Den opdaterede EU261-forordning får indtil videre en kølig modtagelse fra luftfarten. Nu kalder Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, reglerne ”bureaukratisk vrøvl”, som svækker konkurrencedygtigheden for EU’s flyselskaber.
”De seneste EU261-regler er endnu et stykke bureaukratisk vrøvl fra Europa-Parlamentet og Ministerrådet,” sådan lyder det fra Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, som mildest talt ikke er imponeret over den nye forordning for passagerrettigheder, som både EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet nu er blevet enige om efter mere end et årtis tovtrækkeri.
For mens den opdaterede forordning stort set holder fast i den nuværende model i forhold til kompensationer ved forsinkelse på tre timer eller mere, så stiller den kommende lovgivning blandt andet også krav til, at flyselskaberne skal inkludere en kabinekuffert i billetprisen og ikke blot en mindre taske, som kan ligge under sædet.
Hos Ryanair mener man, at hvad man kalder ”de nye tåbelige regler”, vil tvinge flyselskaberne til at annoncere med vildledende priser, og det vil gøre de europæiske flyselskaber mindre konkurrencedygtige.
Vil blive tvunget til at hæve priser
Ryanair mener, at forbrugerne med de nye regler må indstille sig på, at de europæiske flyselskaber bliver tvunget til at annoncere højere billetpriser, som inkluderer en ekstra kabinekuffert. I hvert fald når de orientere sig om priser, inden de køber billetten.
Det irske lavprisselskab oplyser i samme ombæring, at som det er i dag, så er det mere end halvdelen af selskabets passagerer, som køber billet uden kabinekuffert inkluderet, og Michael O’Leary mener, at de nye regler svækker flyselskaberne på et tidspunkt, som er kritisk for Europa.
”På et tidspunkt, hvor Putin har invaderet Ukraine, og der er krig i Mellemøsten, har Europa brug for at være mere konkurrencedygtigt for at kunne skabe vækst. Midt i denne internationale krise er det eneste, Europa-Parlamentet og Ministerrådet kan finde på nye regler, som tvinger flyselskaber til at annoncere højere billetpriser,” siger han.
Koncernchef: Sender regningen videre
Når det gælder kompensationsreglerne i den nye EU261-forordning, så har Michael O’Leary heller ikke meget godt at sige.
Han mener, at det i høj grad er problemer med ATC, som står for forsinkelser, og at flyselskaberne dermed ender med at skulle betale kompensation i dyre domme for noget, de ikke er herrer over.
”Europas ATC-system står for mere end 90 procent af flyselskabernes forsinkelser, men flyselskaberne har ikke lov til at få dækket vores EU261-omkostninger af de statslige monopoler, som står bag flyveledelsen,” siger koncernchefen.
Efterspørger erhvervsvenlig lovgivning
Ryanair-topchefen så hellere, at EU’s politikere brugte kræfterne andre steder, som kan styrke flyselskabernes drift, såsom en fjernelse af ETS (Emissions Trading System, red.), som kræver, at flyselskaberne skal monitorere, rapportere og verificere deres emission af drivhusgasser og købe emissionskvoter, hvis deres udledning overstiger et vist niveau.
”Ryanair opfordrer igen Ursula von der Leyen og Europa-Parlamentet til at stoppe med at indføre tåbelige regler, som gør europæiske flyrejser mindre konkurrencedygtige, og i stedet gøre noget, der gavner de europæiske forbrugere, ved at afskaffe Europas diskriminerende ETS-afgift, som kun gælder flyvninger inden for EU,” siger han.
O’Leary mener i stedet, at det ville have været bedre, hvis EU valgte at gennemføre en reform af lufttrafikstyringen ved at sikre fuld bemanding til dagens første flyafgange og beskytte overflyvninger i EU under nationale ATC-strejker.
De nye EU261-regler er ikke formelt trådt i kraft endnu. Mens både EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet har bakket op om aftalen, venter der fortsat en afsluttende afstemning i Ministerrådet, som i dette tilfælde består af transportministre fra de enkelte EU-lande, samt en endelig plenarafstemning i Europa-Parlamentet i juli.
Relaterede artikler:
Ny EU261-forordning: ”Jeg er ikke imponeret”

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


