Med udsigt til en ny hedebølge har myndighederne i Frankrig truffet en række foranstaltninger. Der er fortsat flytrafik i lufthavnen i Bordeaux, men hoteller lukkes og turister evakueres.
I dagevis har massevis af brandfolk i døgndrift kæmpet for at slukke de store skovbrande, der hærger i Frankrig og Spanien, men lige nu ser myndighederne med bekymret mine på vejrudsigten, da man frygter, at ilden kan få ny næring.
I denne uge ventes en ny hedebølge nemlig at gøre sit indtog i Europa, og i nogle af de områder, der har været ramt af brandene, ventes temperaturen at nå op på 40 grader. Det gælder blandt andet i departementet Gironde i det sydvestlige Frankrig.
Indtil videre anslås det, at 42.000 hektarer, hvilket svarer til 420 kvadratkilometer, er nedbrændt i Gironde, og frygten for, at naturbrandene kan få ny næring af den ventede hedebølge, har fået både lufthavnen og myndighederne til at tage deres forholdsregler.
Holder øje med situationen
Hovedbyen i Gironde er Bordeaux, og hele egnen betjenes af Bordeaux–Mérignac Airport (BOD). Den ligger godt 12 kilometer vest for byen, og i løbet af hele sidste år gik der 5,9 millioner passagerer gennem terminalerne.
På trods af brandene letter og lander flyene i skrivende stund fortsat i lufthavnen, men der bliver dog holdt skarpt øje med, om vejret ændrer sig, myndighederne udstikker nye retningslinjer eller om røgudviklingen betyder, at trafikprogrammet må justeres.
”Lufthavnen er i øjeblikket operationel, og vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at støtte regionen bedst muligt under den igangværende kamp mod brandene. Kommercielle flyvninger afvikles som normalt,” lyder det i en opdatering om situationen.
Bordeaux–Mérignac Airport oplyser dog i samme ombæring, at man i samråd med myndighederne har for nuværende besluttet at prioritere afgående fly.
Evakuerer endnu flere
Alt er dog ikke helt som det plejer i lufthavnen. Den lokale præfekt, der er en statslig embedsmand, som repræsenterer den franske regering i et departement eller en region, har nemlig besluttet at lukke de hoteller, der ligger tæt på lufthavnen.
I den forbindelse advarer Bordeaux–Mérignac Airport flypassagerer om, at de selv skal finde et andet sted at være, da terminalerne ikke er åbne om natten, og derfor er det altså indtil videre ikke muligt at overnatte på lufthavnens område.
Myndighederne har også valgt at evakuere 4.000 personer fra lokale campingpladser, feriecentre og andre steder, hvor turister er indkvarteret. Det skriver The Guardian.
Ifølge myndighederne er det en forebyggende foranstaltning, da gæsterne mange steder overnatter i såkaldte sårbare konstruktioner såsom telte, autocampere og træhytter. Derfor vil man være på den sikre side, hvis ilden blusser op i takt med, at temperaturen efter alt at dømme stiger igen.
Det seneste overslag lyder på, at 220.000 personer indtil videre er blevet evakueret i de dele af Frankrig, der er ramt af brandene. Ifølge landets præsident, Emmanuel Macron, er situationen den hårdeste, som Frankrig har stået i siden Anden Verdenskrig.
Relaterede artikler:
Nordic Seaplanes-ejer vil have brandslukningsfly

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


