Boeing 737-800 fra Ryanair. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

262 piloter i retsligt opgør med Ryanair

En gruppe Ryanair-piloter, som har været ansat igennem bureauer, mener, at de har krav på penge, som piloterne ikke har fået. Nu har de startet et søgsmål mod det irske selskab.

Hundredvis af piloter har sagsøgt Ryanair, fordi de mener, at det irske lavprisflyselskab skylder dem feriepenge. Den forhenværende Ryanair-pilot Richard Phillips rejste sagen i Londons Handelsret for nylig sammen med 261 andre piloter. Det skriver The Daily Mail.

Søgsmålet har også rekrutteringsbureauerne Storm Global og Brookfield Aviation International samt skatterådgivningsfirmaet Scanlon Associates som sagsøgte.

Ryanair har benyttet kontraktpiloter, som er blevet hyret igennem bureauer som et supplement til selskabets fastansatte piloter. Og mens disse piloter mener, at de har krav på penge, som de ikke har fået, så er Ryanair af den opfattelse, at man ikke var forpligtet til at give piloterne løn under sygdom eller feriepenge, eftersom de ikke var ansatte i selskabet.

Bygger på tidligere sager
De 262 piloter har startet søgsmålet på ryggen af en sag i den britiske appelret fra sidste år, hvor retten slog fast, at Ryanair-piloten Jason Lutz var ansat af flyselskabet og ikke selvstændig, da han fløj under lignende forhold for flyselskabet, samt andre sager i Europa.

Piloterne repræsenteres af advokatfirmaet Claims Compensation Group (CCG), og herfra lyder det, at Ryanair ikke kan benytte forsvaret, de brugte dengang.

”Flyselskabspiloter, der er engageret gennem bureauer, er juridisk set arbejdstagere og har ret til feriepenge, pensionsbidrag og lovbestemt beskyttelse, som de virksomheder, der har engageret dem, sjældent har overholdt,” skriver CCG også på sin hjemmeside.

Her bemærker man, at piloter, som har fløjet for Ryanair eller andre flyselskaber, kan være blevet underbetalt, hvis de har været ansat igennem et bureau.

Sager flere steder i Europa
Sagen er som nævnt også rejst, efter at lignende sager er blevet ført andre steder i Europa. CCG nævner en kendelse fra den 21. januar 2026, hvor den regionale socialdomstol i Berlin-Brandenburg kendte, at Ryanair-piloter på tyske baser er ansatte og dermed omfattet af pligten til at betale sociale sikringsbidrag.

Tilsvarende gav en domstol i Spanien kaptajn Ian Charles Kenyon medhold i en afskedigelsessag mod Ryanair DAC, Brookfield Aviation International, MCG Aviation (som i dag er Storm Global) og Elise Aviation.

CCG bygger også søgsmålet på en tidligere afgørelse fra den britiske højesteret, hvor det blev fastlagt, at Uber-chauffører er arbejdstagere og ikke selvstændige kontraktansatte, og at de derfor har krav på rettigheder, som tilfalder arbejdstagere.

”Som følge heraf må den samme logik gælde for andre arbejdsstyrker, der er engageret gennem bureauer,” skriver CCG.

 

Relaterede artikler:

Havarikommission giver Michael O’Leary reprimande

Ryanairs overskud skrumper i svært kvartal

Passager delvist suget ud ad vindue på Ryanair-fly