En Boeing 757-200 fra det amerikanske flyselskab Delta Air Lines. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

WiFi på Delta-flyvning hacket af passagerer

En Delta-flyvning, som blandt andet transporterede passagerer fra en hackerkonference, er i denne uge blevet ramt af et hackerangreb. Her blev et falskt WiFi-netværk oprettet, som potentielt kunne være en trussel mod passagererne.

De amerikanske myndigheder er gået i gang med at undersøge en cybersikkerhedshændelse ombord på et Boeing 757-fly fra Delta Air Lines til Hartsfield-Jackson Atlanta International mandag, hvor et falsk Wi-Fi-netværk dukkede op. Det skriver CBS News.

En talsperson fra Delta har oplyst til CBS News Atlanta, at hændelsen fandt sted på Delta-flyvning 591 fra Las Vegas. Herfra lyder det, at ingen af flyets egne systemer umiddelbart blev hacket. Kabinepersonalet deaktiverede flyets WiFi i omkring 30 minutter, da det falske netværk blev opdaget, og der blev ikke erklæret en nødsituation over for flyveledelsen.

”Flyvesikkerheden var på intet tidspunkt i fare, og ingen af flyets operative systemer blev påvirket. Vi er i gang med en omfattende undersøgelse for at få klarlagt alle fakta, hvilket vil tage tid. Vi vil samarbejde med de føderale myndigheder og luftfartsmyndighederne for at sikre, at hændelsen bliver grundigt undersøgt. Vi takker vores besætning for deres professionalisme og vores kunder for deres forståelse,” siger Delta-talspersonen.

Fløj med passagerer fra hackerkonference
Mens FAA fortsat skal undersøge sagen formelt, og luftfartsmyndigheden allerede har oplyst, at man er opmærksom på hændelsen, så tyder noget på, at Delta Air Lines allerede har en mistanke om, hvor hackerangrebet kan komme fra.

Flyet havde passagerer med, som var på vej hjem fra hackerkonferencen Def Con 34, som sluttede i Las Vegas den 9. august. Og besætningen udsendte ifølge Turbine Traveller en ACARS-meddelelse, hvor der står:

”Vi har en gruppe passagerer, som har været til cyberkonference i Las… De var i stand til at blokere vores WiFi og udsende deres eget signal,” lyder det i meddelelsen.

I en anden meddelelse uddyber de til Deltas sikkerhedsafdeling:

”Vi har en passager ombord, som har oprettet et falsk WiFi-netværk kaldet Delta WiFi Fast. Vi mener, at vedkommende forsøger at snyde de andre passagerer.”

Kendt type angreb
CBS News oplyser, at de føderale myndigheder i USA før har advaret om denne type hændelser, som betegnes som evil twin-angreb. Her opretter hackere et falskt offentligt netværksadgangspunkt, som typisk har et stærkere signal end det legitime netværk.

Når et offer så opretter forbindelse til internettet via netværket, kan hackere derefter bruge forskellige værktøjer til at aflæse vedkommendes data.

Ifølge Turbine Traveller skulle Boeing 757-flyet fra Delta være blevet parkeret ved Gate A18, da det ankom til Atlanta. Her skulle myndighederne angiveligt være gået ombord på flyet for at afhøre passagererne, mens de undersøgte det falske netværk og udstyret, som blev brugt til at udsende det.

 

Relaterede artikler:

Cyberkriminelle i indbrud hos Oneworld-selskab

Hackere forlanger 39 millioner fra storlufthavn

EASA: Lufthavne mest udsat for cyberangreb