Recaro Gaming Nxt designet specielt til SAS. (Foto: Recaro Aircraft Seating | PR)

SAS får 80 gamerstole fra Recaro i jubilæumsgave

Medarbejderne i SAS kan få glæde af 80 specialdesignede gamerstole, som den tyske flysædeproducent Recaro har foræret til SAS i forbindelse med flyselskabets 80 års jubilæum.

SAS kan i år fejre sit 80-års jubilæum, og det er blandt andet blevet markeret med en noget usædvanlig jubilæumsgave fra den mangeårige samarbejdspartner Recaro Aircraft Seating.

Den tyske sædeproducent har fremstillet 80 specialdesignede eksemplarer af gamingstolen Recaro Gaming Nxt til SAS. Antallet er valgt, så hver stol symboliserer ét år i flyselskabets historie siden etableringen i 1946.

Stolene er udviklet specielt til jubilæet og har fået et tydeligt SAS-design. Flyselskabets karakteristiske blå farve går igen i sædebetrækket, mens SAS-logoet er broderet på nakkestøtten. På bagsiden er der desuden placeret et diskret hvidt SAS-logo.

De 80 stole er beregnet til SAS-medarbejdere og bliver en del af selskabets aktiviteter i forbindelse med jubilæet.

Recaro Gaming Nxt specialdesignet til SAS. (Foto: Recaro Aircraft Seating)

”Vi har altid vidst, at et godt sæde betyder noget. Mens disse 80 specialdesignede gamingstole er tiltænkt vores medarbejdere, betyder det hurtige internet, som nu er installeret på langt størstedelen af vores flåde, at man allerede kan game fra sit Recaro-sæde ombord. Men giv ikke os skylden, hvis du går glip af en lur,” siger Paul Verhagen, kommerciel direktør i SAS.

Mangeårigt samarbejde
Recaro Aircraft Seating har gennem en årrække leveret flysæder til SAS, og producenten betegner jubilæumsinitiativet som en markering af det tætte samarbejde mellem de to selskaber inden for blandt andet design, komfort og innovation.

”Jeg vil gerne lykønske vores partnere hos SAS med 80 bemærkelsesværdige år i luftfarten. Jubilæet vidner om SAS’ vedvarende fokus på innovation, kvalitet og på at forbinde mennesker over hele verden,” siger Mark Hiller, administrerende direktør og medejer af Recaro Aircraft Seating samt CEO for Recaro Holding.

SAS bestilte i 2011 de første 1.484 BL3520-sæder fra Recaro til de daværende Boeing 737-800, og blot et halvt år senere var ordren udvidet til at omfatte 4.115 sæder. Samarbejdet blev i 2017 udvidet, da SAS besluttede at opgradere omkring 5.000 BL3520-sæder på cirka 40 fly, hvilket var Boeing 737-800 og Airbus A320-200.

Sæderne skulle blandt andet forsynes med USB-strøm, hvormed hele SAS’ egen kort- og mellemdistance blev udstyret med Recaro-sæder. A320neo-flyene, der blev leveret fra efteråret 2016 var alle med nye BL3520-sæder med USB-strøm.

 

Relaterede artikler:

Recaro præsenterer nyt Premium Economy-sæde

USB-stik på vej i SAS Boeing 737

SAS sætter første A320neo i drift