Hans-Jørgen Wibstad, afgående finansdirektør hos Norwegian. (Foto: Multiconsult | PR)

Norwegian skal have ny finansdirektør

Posten som finansdirektør i Norwegian har altid været meget central, og det var også i denne funktion at nuværende koncernchef Geir Karlsen blev ansat. Hans-Jørgen Wibstad forlader Norwegian ved udgangen af måneden.

Efter fire og et halvt år må Norwegian igen skifte finansdirektør. Siden maj 2022 har Hans-Jørgen Wibstad haft rollen som finansdirektør i Norwegian Air Shuttle ASA, og han har besluttet at forlade Norwegian med fratrædelse den 31. oktober 2026 til fordel for en stilling som finansdirektør i Multiconsult ASA, der efter en kommende fusion bliver til Multiconsult Rejlers.

“Jeg forlader Norwegian som et stærkt og velpositioneret flyselskab. I løbet af de seneste år har selskabet leveret solide økonomiske resultater, udbetalt udbytte for første gang nogensinde og igangsat vigtige strategiske vækstinitiativer. Jeg vil gerne ønske selskabet og alle dets dygtige medarbejdere alt det bedste i fremtiden,” siger Hans-Jørgen Wibstad i en nylig børsmeddelelse.

Med virkning fra 1. november 2026 er Gjermund Aasen, der i dag er direktør for Corporate Finance & Fleet, blevet udpeget som fungerende finansdirektør. Han har været ansat i Norwegian siden 2021.

En vigtig rolle
Geir Karlsen var fungerende finansdirektør sideløbende med sin rolle som koncernchef frem til maj 2022, hvor Hans-Jørgen Wibstad tiltrådte, og koncernchefen giver ham da også nogle pæne ord med på vej.

“Jeg vil gerne takke Hans-Jørgen for hans indsats som finansdirektør i Norwegian siden 2022. Han har spillet en vigtig rolle i selskabets udvikling gennem de seneste år, og jeg har sat stor pris på vores tætte samarbejde. Både jeg og resten af Norwegian-teamet ønsker ham alt det bedste fremover,” lyder det fra Geir Karlsen.

Selskabet har igangsat en rekrutteringsproces med henblik på at ansætte en ny permanent finansdirektør, der i givet fald bliver det sjette navn i rækken siden etableringen af lavprisflyselskab i 2002.

Første finansdirektør var Frode Foss, der havde posten frem til juli 2017, hvorefter Tore Østby blev konstitueret frem til april 2018, hvor Geir Karlsen blev ansat i denne rolle. Geir Karlsen blev i juni 2021 udnævnt til koncernchef, hvilket som tidligere nævnt banede vejen for Hans-Jørgen Wibstads ansættelse.

 

Relaterede artikler:

Norwegian skifter topchef

Norwegian udnævner vicekoncernchef

Koncerndirektør forlader Norwegian