Airbus-fly med Avolon-bemaling. (Visualisering: Airbus)

Kæmpe flyordre: Leasingselskab bestiller 250 fly

Irske Avolon har lagt meget store ordrer hos både Airbus og Boeing. Selskabet har hundredvis af ordrer hos flyproducenterne, og planen er at understøtte forretningen mange år frem.

Det store irske flyleasingselskab Avolon har lagt faste ordrer hos både Airbus og Boeing, som sammenlagt lyder på 250 fly. Ordren består af 140 Boeing 737 MAX-fly, mens man med Airbus har indgået en aftale om køb af 110 fly, herunder 75 fly fra A320neo-familien og 35 A330-900-fly.

Avolon oplyser i en pressemeddelelse, at ordrerne skal understøtte leasingselskabets flyselskabskunders behov på lang sigt. Den seneste ordre bringer samtidig Avolons samlede antal faste flyordrer op på 749 fly.

De faste ordrer er fortsat betinget af godkendelse fra aktionærerne i Bohai Leasing Co., Ltd., som ejer 70 procent af Avolon. Godkendelsen forventes inden udgangen af oktober 2026.

Oplever stor interesse for nye fly
Avolons administrerende direktør, Andy Cronin, fortæller, at leasingselskabet oplever en stor efterspørgsel på fly med ny teknologi, hvilket afspejler sig i leasingselskabets aktiviteter i tredje kvartal 2026.

”Vi er glade for at have indgået aftaler med Airbus og Boeing, som styrker og forlænger vores langsigtede leveringsplan. Disse ordrer forbedrer yderligere vores muligheder for at understøtte vores flyselskabskunders fremtidige flådebehov, når de fornyer og udvider deres flåder med den mest brændstofeffektive teknologi, der er til rådighed,” siger direktøren.

I løbet af tredje kvartal lyder det, at Avolon købte 10 fly og solgte 29 fly. Ved kvartalets udgang var der desuden indgået aftaler om salg af yderligere 112 fly. Samtidig indgik selskabet leasingaftaler for 28 fly med ny teknologi fra selskabets ordrebeholdning.

Ved kvartalets udgang var 89 procent af de fly, som selskabet har i ordre og forventer leveret inden for de næste 24 måneder, afsat til kunder.

Alt i alt indgik man i løbet af kvartalet 84 leasingaftaler, forlængelser og ændringer af eksisterende aftaler. Man sluttede kvartalet med en samlet flåde på 1.092 ejede, administrerede og bestilte fly, svarende til 1.342 fly, når de nye ordrer medregnes. Avolon samarbejder med 138 flyselskaber i 62 lande.

Skal understøtte forretningen langt ind i 2030’erne
Fra Airbus lyder det, at den seneste ordre fra Avolon betyder, at Airbus alene har en samlet ordrebeholdning fra flyleasingsselskabet på 114 A330-900-fly og omkring 650 fly fra A320-familien.

Andy Cronin siger, at ordren ikke kun handler om den kortsigtede efterspørgsel, men også skal understøtte forretningen i de næste mange år.

”Det giver os mulighed for at understøtte vores flyselskabskunders behov for flådeudvidelser og udskiftning af fly langt ind i det næste årti. Vi forventer, at efterspørgslen efter både A330neo og A320neo vil forblive stærk i lyset af luftfartssektorens langsigtede vækst, og vi er glade for at kunne udvide vores mangeårige partnerskab med Airbus yderligere gennem denne aftale,” siger Avolon-topchefen.

 

Relaterede artikler:

Topcheferne fra flyleasingselskaberne scorer kassen

Stor ordre: Bestiller 90 Airbus-fly

SAS-ejer sikrer finansiering til 60 fly