100.000 danske indenrigsflykunder

September måned blev historisk for Cimber Sterling. For første gang rundede selskabet 100.000 passagerer på de danske indenrigsruter. Samtidig steg markedsandelen med næsten tre procentpoint til 48,8 %. Dermed nærmer selskabet sig langsomt ambitionen om at kontrollere 60 % af det danske indenrigsflymarked.

“Cimber Sterlings målsætning for at være markedsleder på det danske marked for indenrigsflyvning, er at opnå minimum en 60% markedsandel, udbyde flere frekvenser og befordre flere passagerer end nogen anden
operatør, samtidig med at alle væsentlige indenrigsdestinationer beflyves,“ hed det i børsprospektet fra Cimber Sterling, da det blev præsenteret den 12. november sidste år.

Dengang havde selskabet en markedsandel på 46 % på de danske indenrigsflyruter og havde endnu ikke mødt den øgede konkurrence fra lavprisflyselskabet Norwegian, der sidenhen åbnede ruter fra København til Karup, Billund og Bornholm. Norwegians rute til Billund er sidenhen blevet lukket, mens Bornholm-ruten har fået status af sommerrute.

Som modtræk mod Norwegians fremdrift i markedethar Cimber Sterling efterfølgende valgtat satse aggressivt på flere frekvenser på indenrigsruterne.

Det har tilsyneladende båret frugt. I september måned rejst 100.639 passagerer på Cimber Sterlings indenrigsruter fra København til Aalborg, Århus, Karup, Billund, Sønderborg og Bornholm. Det er en vækst på 35 % i forhold til samme måned sidste år, men også første gang, at mere end 100.000 passagerer rejste indenrigs med selskabet i løbet af en måned.

”Flytrafik i Danmark tegner sig kun for 11 % af al øst/vest-gående trafik.
Jeg er overbevist om, at mange rejsende stadig mangler at få øjnene op for,
at flyet er en effektiv, fleksibel og billig rejseform”, siger administrerende direktør Jacob Krogsgaard fra Cimber Sterling.

Den markante fremgang i september måned betyder, at Cimber Sterling øger sin markedsandel på de danske indenrigsflyruter med næsten tre procentpoint fra 46 % til 48,8 %. Der er naturligvis et stykke vej op til målet på 60 %, men den rigtige kurs lader til at være afstukket.

Foto: For første gang nogensinde havde Cimber Sterling flere end 100.000 indenrigsflypassagerer på blot én måned.