Med A350 til Phuket og Chiang Mai

Verdens mest moderne passagerfly, Airbus A350-900 XWB, er i første halvdel af september indsat på Thai Airways-ruter Phuket og Chiang Mai.

Solhungrende danskere får nu mulighed for at få en ekstra oplevelse, hvis de har planer om at besøge det thailandske ferieparadis Phuket eller den thailandske storby Chiang Mai i løbet af september.

I en periode på 12 dage bliver det nemlig muligt at rejse til og fra de to byer ombord på et af verdens mest avancerede passagerfly – Airbus A350-900XWB. Oven i købet et spritnyt eksemplar af flytypen.

Den 16. september indsætter Thai Airways sin første Airbus A350-900XWB på sin faste rute mellem Bangkok og Melbourne i Australien. Inden da indsætter selskabet dog flyet ind på kortere ruter, hvor piloter og kabinebesætningsmedlemmer kan træne i at betjene og arbejde ombord på flyet uden at der er tale om længere flyvninger.

Sidste lille bid
Derfor vil Thai Airways sætte sit første af i alt 12 Airbus A350’ere ind på ruterne mellem Bangkok og Chiang Mai og mellem Bangkok og Phuket i perioden fra 4. september til 15. september. På Chiang Mai-ruten vil der være tale om to daglige rotationer, mens der på Phuket-ruten vil blive fløjet en gang dagligt i hver retning.

Så hvis man eksempelvis rejser med Thai Airways fra Københavns Lufthavn via Bangkok til Chiang Mai eller Phuket, så har man muligheden for at tage den lille sidste bid af turen ombord på et af verdens mest avancerede passagerfly.

Thai Airways Airbus A350-900XWB-fly leveres i en konfiguration med 32 business class-sæder og 289 economy class-sæder. Flyene skal på sigt afløse selskabets Boeing 777-200. Foruden A350’erne, så har Thai Airways de senere også fornyet flåden med seks Boeing 787 Dreamliner-fly og seks Airbus A380-fly.

Tredje asiatiske bruger
Thai Airways er i dag en af de ældste Airbus-kunder og opererer i dag 17 A330-fly og seks A380´ere. Tidligere har Thai Airways også haft A300, A310 samt A340 i drift.
Der er i dag fem flyselskaber, der har A350-fly i flåden. Lanceringskunde var Qatar Airways, og herudover beskæftiger Finnair, Vietnam Airlines, TAM og Singapore Airlines det teknologisk avancerede fly.

Det thailandske flyselskab bliver således den tredje asiatiske bruger af flyet. Thai Airways bliver dog en relativ beskeden operatør sammenlignet med andre selskabet i Asien, hvorfra Airbus har fået 241 faste ordrer på 241 flyet. Det er især Asiana, Cathay Pacific, Japan Airlnes og Singapore Airlines, der har haft den store tegnebog fremme, idet de fire flyselskaber tilsammen tegner sig for 174 fly fra den europæiske flyproducent.

 

 

Relaterede artikler:

Første Thai A350 ude af malerhallen

Thai Airways skærer kraftigt ned

Thai´s Airbus A380 på første testflyvning