Aalborg går frem – og Billund og Aarhus tilbage

Billund Lufthavn har i år mistet over 100.000 passagerer. Optimisme i Aarhus Lufthavn og fremgang i Aalborg.

Eftervirkningerne efter Sterling Airlines-konkursen og den globale økonomiske krise sætter stadig sine spor i Billund Lufthavn. Således har den vestdanske lufthavn mistet knapt 114.000 passagerer på årets fem første måneder.

Hovedparten af de mistede passagerer stammer fra udenrigstrafikken, hvor knapt 84.000 færre rejste til/fra lufthavnen fra januar til maj måned. På indenrigstrafikken var der en tilbagegang på samlet 17,4 % svarende til ca. 9.200 passagerer, mens chartertrafikken har mistet 20.700 passagerer, hvilket er en tilbagegang på ca. 6,7 %.

Lufthavnsdirektør Jørgen Krab Jørgensen fremhæver, at der er fremgang i passagertallet på Lufthansa´s rute til Frankfurt samt på airBaltic´s tre ugentlige afgange til Riga i Letland.

På udenrigsruterne er London (Cimber Sterling, Ryanair og SUN-AIR)den største destination efterfulgt af Amsterdam (KLM), Frankfurt (Lufthansa), Oslo (Cimber Sterling) og München (Cimber Sterling).

BLL

Billund Lufthavn har mistet 114.000 passagerer

Tilbagegangen i passagertallet var for maj måned isoleret set på ca. 15,8 %. Kigger man mod nord til lufthavnen i Aarhus er tilbagegangen i samme måned på kun 7,4 %. Det giver anledning til en beskeden optimisme hos lufthavnsdirektøren i den østjyske lufthavn.

“Resultatet giver anledning til en formodning om, at vi nu har set de værste effekter af den igangværende krise. Forventningerne til de kommende måneder er dermed en tilbagegang i størrelsesorden ca. 5 % i forhold til tilsvarende perioder sidste år,“ siger lufthavnsdirektør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn.

Længere mod nord – nærmere betegnet Aalborg Lufthavn – er der derimod fremgang og glæde at spore. Maj måned viser en tilbagegang på 0,2 % svarende til 170 passagerer, når der sammenlignes med samme måned sidste år. Chartertrafikken er gået tilbage, men rutetrafikken på udenrigsruterne samt indenrigsruten til København er gået frem. Der var knapt 1.000 flere passagerer på indenrigsruten i forhold til sidste år samt omkring 500 flere passagerer på lufthavnens udenrigsruter.