Repræsentanter fra Aalborg Lufthavn, biludlejningsvirksomhederne og Norlys indvier de nye standere. (Foto: Aalborg Lufthavn | PR)

Aalborg Lufthavn får flere ladestandere til elbiler

Der er netop blevet taget flere nye ladestandere til elbiler i brug i Aalborg Lufthavn. De er blevet opsat på grund af en stigende efterspørgsel hos de fem biludlejningsvirksomheder i lufthavnen.

Tidligere i år droppede Aalborg Lufthavn den gratis parkering, som har været et salgsparameter i årevis. Nu foretages der endnu en ændring på parkeringspladserne langs lufthavnen. Denne gang på en del af de pladser, der benyttes ved biludlejning til de rejsende.

Der er nemlig blevet opsat fem nye ladestandere på den del af parkeringsområdet, hvor de rejsende henter og afleverer deres lejebiler fra Avis, Europcar, Enterprise, Hertz og Sixt, og standerne tages officielt i brug dags dato, oplyser Aalborg Lufthavn.

Det er et samarbejde mellem Aalborg Lufthavn, de fem biludlejningsvirksomheder og selskabet Norlys, der blandt andet er beskæftiget med salg af elaftaler og tv-abonnementer, som udmøntes i det nye tiltag.

Kan udleje flere elbiler
Det er en stigende efterspørgsel på muligheden for at leje elbiler fra blandt andet erhvervsrejsende og turister, som har ført til, at man har valgt at udvide antallet af ladestandere i landets tredjestørste lufthavn. Det fortæller Christian Øien, der er landechef og kommerciel direktør ved Europcar.

”Kører man i en elbil derhjemme, foretrækker man også en lejebil på el, og her har vi tydeligt kunnet se en stor stigning i efterspørgslen. At få stillet ladestandere til rådighed fra Norlys betyder, at vi kan tilbyde endnu flere af vores kunder muligheden for at leje en elbil. Det bidrager til, at vi fortsat kan levere en høj service til vores kunder, ud fra deres ønsker og behov.”

Direktør Mads Brøgger fra Norlys’ energiforretning slår fast, at tilstrækkelige muligheder for at kunne lade op er en forudsætning, hvis endnu flere skal vælge at benytte sig af en elbil.

”Vi er glade for vores samarbejde med Aalborg Lufthavn, og vi deler begge ambitionen om at skubbe til den grønne omstilling. Skal vi i mål med det, skal vi hurtigst muligt have elektrificeret transporten, og det sker kun, hvis infrastrukturen er på plads og det er let at lade, når du er på farten.”

Vil se flere og flere
Lufthavnen opsatte de første standere til elbiler i april sidste år, nu følger fem mere, og der er allerede blevet gjort klar til, at der kan opsættes endnu flere, såfremt det skulle blive nødvendigt. Ifølge lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen er det en måde, hvorpå man fra AALs side kan forbedre det produkt, der tilbydes i lufthavnen.

”Vi kommer til at se flere og flere elbiler i Aalborg Lufthavn, og en del af dem vil være lejebiler, hvorfor aftalen mellem biludlejningsfirmaerne og Norlys er en rigtig god nyhed. Det understøtter og fremmer den bæredygtige omstilling, hvor transporten til og fra lufthavnen har stor betydning.”

”Ved at stille de rette faciliteter til rådighed og fortsætte et tæt samarbejde med både Norlys og biludlejningsfirmaerne, sikrer vi også en bedre oplevelse for vores rejsende i Aalborg Lufthavn.”


Relaterede artikler:

Indenrigstrafik i tilbagegang i Aalborg Lufthavn

Betalingsparkering skræmmer ikke passagerer væk

Aalborg Lufthavn dropper gratis parkering