Monarch Airlines A320-200. (Foto: Fabrizio Berni / Wikipedia)

Aalborg Lufthavn jagter Monarch-rute til London

Aalborg Lufthavn har indledt en dialog med Monarch Airlines om en rute til London, så lufthavnen kan tilbyde flere afgange til den britiske hovedstad.

Det kom bag på mange, da Stockholm-Arlanda lufthavnen i sidste uge kunne annoncere tre ruter til Storbritannien med det britiske lavprisflyselskab Monarch Airlines.

I Aalborg Lufthavn har man også bemærket Monarchs planer for Skandinavien, og lufthavnen har et helt konkret ønske om en fremtidig Monarch-rute, hvis det kan lykkes at overbevise briterne om potentialet. Det drejer sig om destinationen London, hvor Aalborg Lufthavn i dag blot har to ugentlige afgange med Norwegian til Gatwick-lufthavnen. Og det på trods af et meget større potentiale.

“Vi er i dialog med Monarch Airlines og i øvrigt og andre flyselskaber. Vi vil gerne have en Monarch-rute til London, da vi ved, at der er et langt større potentiale end den kapacitet, som vi har i dag. Norwegian flyver i dag to gange om ugen med fyldte fly, og vi vurderer, at der er et årligt potentiale på flere end 110.000 passagerer,” siger administrerende direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Sidste år transporterede Norwegian 32.411 passagerer på ruten til London-Gatwick baseret på to ugentlige afgange. og i henhold til lufthavnens estimater kan der være basis for seks ugentlige afgange. Grunden til at Norwegian ikke har udvidet med flere afgange fra Aalborg skyldes to forhold. For det første er Gatwick Airport en slotrestriktiv lufthavn, hvor det kan være vanskeligt at få de nødvendige start- og landingstilladelser, og herudover vil det norske lavprisflyselskab helst have de nordjyske passagerer til at benytte indenrigsruten til København og derfra videre på de fem daglige afgange fra København til London-Gatwick.

Vil tilbyde færdige rejsepakker
I Aalborg Lufthavn har man en særlig trumf i ærmet for at kunne gøre Monarch Airlines interesseret. Det handler om et kommende nordjysk incoming-bureau, der skal kunne producere færdige rejsepakker, som de udenlandske rejsearrangører kan tage med i deres kataloger. Initiativet er igangsat i samarbejde med Business Region North Denmark (Nordjyllands 11 kommuner og Region Nordjylland, red.) og VisitNordjylland.

“Jeg synes ikke, at der tidligere har været sat noget til salg i Nordjylland, som man kunne præsentere overfor flyselskaberne, men det kommer der forhåbentligt snart,” forklarer Søren Svendsen.

Det er i øvrigt Samson Travel i Frederikshavn, der vandt konkurrencen om at udarbejde en markedsafsøgning i analysefasen.

Netop Storbritannien er et af de interessante lande, når det handler om at etablere incoming-aktiviteter, og det understøttes også af Monarchs strategi, der baserer sig på trafik fra Storbritannien til de valgte destinationer, fordi der er attraktive oplevelser på destinationen. Men i Aalborg Lufthavns tilfælde kan man også levere massiv trafik den anden vej.

“Den rute (London,red.) er lige spot-on. Vi er nemlig i stand til at vise, at der er efterspørgsel begge veje,” understreger den nordjyske lufthavnsdirektør.

Aalborg Lufthavn har tidligere haft et samarbejde med Monarch Airlines, da det britiske flyselskab for nogle år siden gennemførte flyvninger på seriecharter med rejsearrangøren Comefly til Fort Myers i Florida. Dengang havde Aalborg Lufthavn besøg af store Airbus A330-fly, men hvis en rute til London-Luton bliver en realitet, vil der være tale om Airbus A320-fly med 174 sæder.

 

Relaterede artikler:

Monarch: Vi ser på flere destinationer i Skandinavien

Monarch Airlines åbner tre ruter i Skandinavien

Airnavia opgiver London-rute fra Aalborg

London-rute bremser Aalborgs udenrigsvækst

Flyrejser fra Aalborg til Florida i vinterhalvåret