Aarhus Lufthavn: 100.000 ekstra passagerer på vej

Passagerantallet gik i april tilbage i Aarhus Lufthavn, der dog håber, at en række nye ruter vil bringe 100.000 ekstra passagerer om året med sig.

Efter en lille fremgang i marts måtte Aarhus Lufthavn i april notere en massiv tilbagegang i passagerantallet. 15,6 procent færre passagerer i april end i samme måned sidste år. Den største tilbagegang de seneste 12 måneder, hvor der har været fremgang i nogle måneder og tilbagegang i andre.

I alt rejste 29.676 passagerer gennem lufthavnen på Djursland i april. Chartertrafikken gik 7,6 procent frem til 2.403 passagerer. Men den trafik udgør kun 8,1 procent af den samlede passagermængde og forslåede derfor som en skrædder i helvede i forhold til den store tilbagegang, som lufthavnen måtte notere i både indenrigs- og udenrigstrafikken. På indenrigsruten gik passagerantallet 16,6 procent tilbage til 14.095 passagerer, mens antallet af udenrigsrejsende faldt med 18,3 procent til 12.990.

100.000 ekstra passagerer
Lufthavnsdirektør Peter Høgsberg vælger dog at kigge fremad. For en række nye ruter, som åbner i løbet af 2017, giver håb om fremgang i passagerantallet.

”Med det vi har annonceret indtil videre, så regner vi med 100.000 ekstra passagerer i 2018, når det får fuld effekt. Men allerede i år vil de nye ruter give 30.000 ekstra passagerer,” vurderer Peter Høgsberg overfor CHECK-IN.dk.

Den første nye Aarhus-rute kommer om bare otte dage når Czech Airlines åbner en rute til Prag, som selskabet vil betjene fire gange om ugen. Samtidig får lufthavnen den 22. maj charterflyvninger til den græske lufthavn Preveza, hvorfra Aarhus Charter vil sende sine gæster videre til kystbyen Sivota og den græske ø Ithaca.

Og til efteråret tredobler Ryanair antallet af Aarhus-ruter, når selskabets mangeårige London Stansted-rute får selskab af to ruter til Eindhoven i Holland og Gdansk i Polen. Ryanair vil betjene de to nye ruter henholdsvis tre og to gange om ugen fra slutningen af oktober.

Aarhus Airport har i forvejen direkte ruter til henholdsvis København, London, Gøteborg, Stockholm, Oslo og Malaga.

Nemmere at tiltrække flyselskaber
I slutningen af 2016 blev diskussionen om en ny storlufthavn tættere på Aarhus foreløbig begravet. Og ved årsskiftet satte Aarhus Kommune sig tungt på ejerskabet af Aarhus Lufthavn, da Randers og Favrskov kommuner blev købt ud. Tilbage i ejerkredsen sammen med Aarhus Kommune er kun Norddjurs og Syddjurs kommuner, der begge har små aktieposter.

Særligt afklaringen omkring den foreslåede storlufthavn har ifølge Peter Høgsberg givet ro på og gjort det nemmere at tiltrække flyselskaber. For de ved nu, at Aarhus Lufthavn formentlig ikke kommer til at konkurrere med en anden Aarhus-lufthavn en dag.

 

 

Relaterede artikler:

Czech Airlines justerer kapacitet på ny Aarhus-rute

Ny rute fra Aarhus Lufthavn til Holland

Nyt lavpunkt i Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn håber på Norwegian

Ryanair åbner ny rute fra Aarhus Lufthavn