Embraer ERJ-195 fra Air Dolomiti under start fra München Lufthavn. (Foto: Michael Fellinger | CC 3.0)

Aarhus Lufthavn får hub-rute til München

Til foråret åbner Lufthansa-selskabet Air Dolomiti en direkte rute fra Aarhus til München, og dermed får østjyske rejsende adgang til det omfattende Lufthansa-rutenet i den sydtyske lufthavn.

Aarhus Lufthavn har ved udgangen af 2020 sikret sig en vigtig rute, der kan have betydning, når genstarten tager fart i løbet af 2021. Således har lufthavnen i dag annonceret, at det italienske Lufthansa-datterselskab Air Dolomiti fra den 29. marts 2021 vil flyve tre gange om ugen fra Aarhus til München.

Der flyves i første omgang på mandage, torsdage og søndage, og i løbet af foråret er det planen, at der skal opereres alle ugens dage med undtagelse af lørdage.

Dermed bliver det muligt at flyve direkte ind i Lufthansas omfattende rutenet fra den sydtyske lufthavn, der i 2019 var den niendestørste i Europa med næsten 48 millioner passagerer.

”München er en vigtig destination for Aarhus Airport. Der er en betydelige business-trafik mellem sydtyske og østjyske virksomheder, som vi kan servicere på højt niveau med seks ugentlige afgange. Samtidig får de rejsende direkte adgang til Lufthansas daglige rutenetværk, der tæller op mod 100 internationale destinationer verden over. Dertil er München en attraktiv citybreak-destination, der stadig er forholdsvis ukendt for mange danskere, men som er et særdeles spændende alternativ til de klassiske hovedstæder for en forlænget weekend hele året rundt”, siger Peer H. Kristensen,  der er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Middagsrotation med 116-sæders fly
Ruten skal betjenes med en Embraer ERJ-195LR, der er indrettet med plads til 116 passagerer, og flyvetiden er planlagt til en time og 45 minutter. Det italienske flyselskab har 15 eksemplarer af denne flytype, og yderligere to er på vej.

Der flyves fra München kl. 11.00 med ankomst i Aarhus Lufthavn kl. 12.45. Herefter vender flyet på 40 minutter og returnerer kl. 13.25 til München, hvor det ankommer kl. 15.10.

Med ruten til München bliver der transferforbindelser til destinationer som Milano, Barcelona, Madrid, Moskva, Budapest, Geneve, Venedig og Tel Aviv samt oversøiske destinationer som San Francisco, Montreal, Washington, New York, Beijing, Sao Paulo, Johannesburg og Kairo.

“Vi er meget glade for det nye samarbejde med Aarhus Airport, der åbner nye døre og gør vores rutetilbud mere varieret. Det er en fornøjelse for os at være i stand til at differentiere vores tilbud, tilfredsstille nye passagerers behov og optimere vores ydelser i et bredere netværk ved at garantere højfrekvente direkte flyvninger fra Aarhus til en af Europas største lufthavne. Opstarten af denne rute er samtidig et opmuntrende tegn midt i en vanskelig tid,” siger Joerg Eberhart, der er koncernchef for Air Dolomiti.

Ingen succes med SAS-rute
Det er ikke første gang, at Aarhus Lufthavn forsøger sig med München som destination. Da SAS indledte en større offensiv i den østjyske lufthavn i foråret 2018, blev der fløjet seks gange om ugen til München.

Senere hen blev der skåret ned på ruten, da der ikke var passagerer nok. En af årsagerne var, at SAS og Lufthansa ikke havde et såkaldt codeshare-samarbejde om billetter, så det var muligt at booke på et Lufthansa-rutenummer hele vejen frem til slutdestination, hvis ruten blev brugt til transfer i München.

Dette er dog på plads med den nye rute, der vil blive markedsført på Lufthansa-rutenummer.

 

Relaterede artikler:

SAS fjerner 33 procent af München-afgange fra Aarhus

SAS er udfordret med München-rute fra Aarhus

Lufthansa: Kendte ikke til ny SAS-rute til München