Aarhus Lufthavn slår 10 år gammel rekord

Aarhus Lufthavn ved Tirstrup satte ny rekord i juli måned. Lufthavnen havde 12.497 feriecharterpassagerer i sidste måned og slog dermed en 10 år gammel rekord. For resten af året ventes fortsat vækst drevet af feriechartertrafikken.

Sommerferiens travlhed kunne også mærkes i Tirstrup hvor Aarhus Lufthavn i juli oplevede den bedste måned nogensinde for feriecharter trafikken.

Med 12.497 feriecharterpassagerer slog Aarhus Lufthavn i juli den gamle rekord fra juli 2001 på 12.360 passagerer.

Væksten på 23% i feriecharter trafikken sikrer dermed endnu en måned med samlet fremgang i Aarhus Lufthavn på i alt 3,6%.

“En kombination af det dårlige danske sommervejr, og det hidtil største antal charterferieoperatører og destinationer i Aarhus Lufthavn er baggrunden for det gode resultat,“ siger direktør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn.

Forventningerne til de kommende måneder er fortsat vækst i det samlede passagertal i størrelsesordenen 2-5 %.Lufthavnsdirektør Ole Paaske forudser, at det stadig erferiecharter trafikken, der vil være drivkraften for væksten.

Indenrigstrafikken faldt derimod 4,8 % til 18.737 passagerer i juli måned.

Med væksten slutter Aarhus Lufthavn sig til Aalborg Lufthavn og Billund Lufthavn, der begge satte nye rekorder for juli måned. Billund Lufthavn havde med 360.749 passagerer faktisk den største måned nogensinde i lufthavnens historie.

Total set voksede antallet af passagerer i Aarhus Lufthavn fra 53.386 til 55.299, hvilket svarer til en vækst på 3,6 %. DermedovergårAarhus Lufthavn konkurrenten i Billund, hvor det samlede passagerantal steg med 3,3 % i sidste måned.

Af de tre store jyske lufthavne klarede Aalborg Lufthavn sig umiddelbart bedst når man alene ser på væksten i passagerantallet. Aalborg Lufthavn havde således 4,5 % flere passagerer i juli måned.