Stigende efterspørgsel fra flere markeder har ført til, at KlasJet har valgt, at selskabet som en af de eneste operatører i verden, vil tilbyde Business Class på alle de fly, der benyttes til ACMI.
I øjeblikket barsler KlasJet med en opgradering af kabineklasserne på den del af selskabets flåde, der bruges til ACMI-flyvninger (aircraft, crew, maintenance, and insurance), da det litauiske flyselskab oplever en stigende efterspørgsel efter Business Class.
”Disse opgraderingerne af kabinerne vil betyde, at KlasJet bliver en af de eneste ACMI-operatører i verden, der benytter sig af en toklasses konfiguration ombord på flyene,” siger flyselskabet, der er en del af luftfartskoncernen Avia Solutions Group.
KlasJet råder over en flåde, der består af i alt 13 fly, som har en gennemsnitsalder på 24,2 år. Heraf er der otte Boeing 737-800, hvoraf de syv benyttes til ACMI-flyvningerne, mens selskabet derudover har tre 737-500’ere samt to 737-300-fly.
Oplever interesse flere steder fra
Planen er, at de syv 737-800’ere i den kommende tid vil blive omkonfigureret således, at de hver især bliver indrettet med 12 sæder på Business Class samt 162 på Economy. I stedet for skillevægge bliver der et sæde på hver side af mellemgangen, lyder det.
Augustinas Riskus, der er kommerciel vicedirektør ved KlasJet, håber, at beslutningen kan bidrage til, at flyselskabet får etableret et stærkere fodfæste på visse markeder, da man for tiden arbejder med at få positioneret sig i forhold til fremtiden.
”Da denne kabinekonfiguration er meget efterspurgt og ofte ikke til at få fat i, foretager vi nu disse opgraderinger med henblik på at imødekomme interesse fra Afrika og andre markeder, hvor vi oplever, at der ikke bliver kapitaliseret på efterspørgslen.”
”Vores håb er, at opgraderingerne kan være til hjælp for flyselskaberne, og vi har da også allerede oplevet interesse fra nationale flyselskaber, der kunne tænke sig at skabe vækst i deres forretning ved hjælp af ACMI.”
Har også kig på andre fly
Ifølge Riskus er installationen af Business Class-sæder på alle fly ACMI-flåden første skridt, da KlasJet herefter vil tage fat på flere af selskabets fly.
”Når vi har foretaget disse ændringer, er det planen, at vi skal have tilpasse andre fly i henhold til de behov, som vores kunder har, så vi kan skabe bedre plads og komfort i vores Business Class-kabiner,” lyder det.
Seks af KlasJets fly er indrettet specielt til VIP-flyvninger, og selskabet har blandt andet flere gange varetaget transporten af det danske herrelandshold i fodbold, der har benyttet et af flyselskabets 737-500’ere på udebaneture.
Relaterede artikler:
Litauisk flyselskab i samarbejde med israelske El Al