Nu har KlasJet indgået en ny aftale med El Al, som betyder, at det israelske flyselskab vil lease flere fly. Vicedirektør kalder både samarbejdet for et stort skridt samt et strategisk træk.
Litauiske KlasJet, som er et af selskaberne i luftfartskoncernen og kapacitetsleverandøren Avia Solutions Group, har netop indgået et nyt samarbejde med El Al Israel Airlines, der er det største israelske flyselskab.
KlasJet beskæftiger sig både med VIP-flyvninger og ACMI (aircraft, crew, maintenance and insurance), og selskabet råder over en flåde, der består af 13 Boeing 737-fly. Det drejer sig om henholdsvis to 737-300’ere, tre 737-500’ere samt otte 737-800’ere.
En del af flyene er konfigureret således, at KlasJet kan tilbyde flyvninger med mellem 10 og 68 sæder til VIP-flyvninger, mens selskabet derudover har flere fly som fortrinsvis benyttes ved ACMI-aftaler. Disse har plads til enten 186 og 189 passagerer. Samlet set har flåden en gennemsnitsalder på 23,8 år.
Indlejer kapacitet
Det oplyses, at KlasJets nye samarbejde med El Al Israel Airlines er gået i gang. Konkret handler det om, at det israelsk selskab leaser to af de føromtalte Boeing 737-800-fly, der skal indgå i driften i en periode.
Augustinas Riskus, der er vicedirektør for kommercielle aktiviteter hos KlasJet, forklarer nogle af tankerne bag det nye samarbejde.
“At vi og El Al Israel Airlines slår kræfterne sammen repræsenterer et stort skridt i retning af at få KlasJets specialiserede charterløsninger ud til en bredere kundekreds. Det er et strategisk træk, der vil øge størrelsen af vores operationer og antallet af skræddersyede rejseoplevelser.”
Har fløjet det danske landshold
Hos Sun D’or, der er et varemærke, som ejes og benyttes af El Al Israel Airlines, fremhæver den administrerende direktør Gal Gershon flere aspekter, som man er glade for ved aftalen.
“Denne ACMI-aftale med KlasJet vil både forbedre vores tilgængelige kapacitet og graden af fleksibilitet. Vi ser derfor frem til de effektiviseringer og øgede muligheder for at foretage flyvninger, som samarbejdet vil bringe med sig.”
KlasJet har ved flere lejligheder fløjet det danske herrelandshold i fodbold, da Danmarks drenge har gjort brug af et af selskabets Boeing 737-500-fly. Første gang var den 2. juli 2018, hvor holdet blev fløjet hjem fra VM i Rusland. Efterfølgende blev flyet benyttet på en række udebaneture til blandt andet Dublin og Cardiff.
Relaterede artikler:
Schiphol beklager behandling af israelske passagerer