Aflyser 118 flyafgange mellem jul og nytår

Det spanske luftfartsselskab Iberia rammes torsdag den 29. december af en pilotstrejke, der betyder aflysning af et stort antal flyafgange. I alt 118 flyvninger ventes indtil videre at blive berørt.

Den spanske pilotforening SEPLA har varslet strejke torsdag den 29. december. Et ganske ubelejligt tidspunkt for det spanske luftfartsselskab Iberia og dets passagerer, der således vil få forstyrret jule- og nytårstrafikken.

Iberia meddeler, at selskabet har været tvunget til at aflyse i alt 118 flyafgange, der ikke er dækket af det såkaldte minimum-service dekret, der er udstedt af den spanske regering.

Det betyder, at Iberia vil aflyse 10 % af alle langdistanceflyvninger den 29. december. I alt 38 % af alle kort- og mellemdistanceafgang vil blive aflyst samt 43 % af alle indenrigsafgange, der ikke er omfattet af dekretet.

Ruter til Skandinavien går fri

Iberia har publiceret en liste over samtlige aflyste fly.

Af listen fremgår det, at Iberia-flyforbindelser til store europæiske lufthavnei London, Frankfurt, München, Paris, Amsterdam, Berlin, Bruxelles, Zurich og Wien vil blive ramt af aflysningerne. Derimod går Skandinavien i første omgang fri for aflysninger.

Strejken vil heller ikke påvirke flyvninger opereret af Air Nostrum (IB8XXX), Vueling (IB5XXX) og øvrige code-share partnere. Herudover vil flytrafikken mellem fastlandet og De Kanariske Øer og de De Baleariske Øer (Mallorca, Menorca og Ibiza m.fl.) heller ikke være påvirket af strejken, da ruterne hertil er omfattet af regeringens minimum-service dekret.

Iberia tilbyder berørte passagerer fuld refundering af billetten eller ombooking til andet selskab. Således er der allerede indgået aftaler med 27 andre luftfartsselskaber om at transportere selskabets passagerer til destinationer i Europa, Nord- og Sydamerika samt til Mellemøsten.