Fly fra JetBlue og Spirit Airlines i Los Angeles International Airport. (Foto: Markus Mainka | Shutterstock.com)

Aflyser stor luftfartsfusion i USA

JetBlue har opgivet at overtage Spirit Airlines, da det bliver vanskeligt at opnå de nødvendige godkendelser. Selskaberne fortsætter hver for sig, og JetBlue må betale en erstatning på op imod en halv milliard kroner.

Første var det Frontier Airlines, der så ud til at vinde duellen om Spirit Airlines, men i juli 2022 kom JetBlue på banen og afgav et bud på en overtagelse, der ville skabe USA’s femtestørste flyselskab, der kunne blive en reel udfordrer til Big Four-konkurrenterne, henholdsvis American Airlines, Delta Air Lines, United Airlines og Southwest Airlines.

Sådan kom det ikke til at gå, idet en føderal domstol i midten af januar i år blokerede for fusionen og gav det amerikanske justitsministerium medhold i, at den nye luftfartsgigant ville reducere konkurrencen.

Mandag kunne JetBlue derfor offentliggøre, at man havde indgået en aftale med Spirit Airlines om at rive den aftale i stykker, der blev indgået den 24. juli 2022. En øvelse, der kommer til at koste JetBlue en erstatning på 69 millioner dollars, eller hvad der svarer til 475 millioner kroner, til Spirit Airlines.

“Vi vurderede, at denne fusion var værd at forfølge, fordi den ville have sluppet en national lavprisaktør løs over for de fire store flyselskaber,” udtaler Joanna Geraghty, der er CEO i JetBlue.

“Vi er stolte af det arbejde, vi lavede med Spirit for at udforme en vision for at udfordre status quo, men i betragtning af de hindringer, der stadig er for at lukke en aftale, besluttede vi sammen, at begge flyselskabers interesser er bedre tjent ved at komme videre uafhængigt. Vi ønsker det bedste fremadrettet til hele Spirit-teamet,” lyder det.

Halvt så store som den fjerdestørste
Tilsammen havde de to flyselskaber 86,1 millioner passagerer i 2023, og selvom der var langt op til United Airlines’ næsten 165 millioner passagerer på fjerdepladsen, kunne fusionen på sigt have skabt en reel udfordrer til de fire store aktører i markedet.

I stedet må JetBlue forfølge mulighederne for at komme fremad via organisk vækst. 

“JetBlue har en stærk organisk plan og unikke konkurrencefordele, herunder et værdsat brand, et unikt værditilbud og højværdigeografier. Vi er allerede begyndt at fremme vores plan for at genoprette rentabiliteten. Vi ser frem til at dele mere om vores fremskridt i de kommende måneder,” understreger Joanna Geraghty.

På den korte sigt har selskabet identificeret indtægtsinitiativer, der skal skal bringe ekstra 300 millioner dollars i kassen gennem øget distribution, partnerskaber og netværksudvikling. Derudover skal der leveres besparelser på mellem 175 og 200 millioner dollars samt yderligere 75 millioner dollars fra reducerede omkostninger ved den igangværende flådefornyelse.

Aktiemarkederne reagerede ved at sende JetBlue i en stigning på omkring 4,3 procent, mens værdien af Spirit-aktierne til gengæld faldt med hele 10,8 procent.

 

Relaterede artikler:

Føderal dommer blokerer stor luftfartsfusion

JetBlue vinder kampen om Spirit Airlines

Skaber USA’s femtestørste flyselskab gennem fusion