Fly fra JetBlue og Spirit Airlines i Fort Lauderdale Airport. (Foto: Felix Mizioznikov | shutterstock.com)

JetBlue vinder kampen om Spirit Airlines

I mange måneder har JetBlue og Frontier Airlines dystet om at overtage Spirit Airlines og skabe USA’s femtestørste flyselskab. Nu er JetBlue løbet af med sejren og er klar til at udfordre “Big Four”.

De to amerikanske flyselskaber JetBlue  og Spirit Airlines har i dag besluttet at fusionere efter mange måneders budkrig. Dermed skaber de USA’s femtestørste flyselskab, der kommer til at udfordre American, Delta, United og Southwest, der også går under navnet “The Big Four”.

Det hele startede tilbage i februar, hvor Frontier Airlines gav et tilbud til Spirit Airlines aktionærer, der tilsyneladende fandt det attraktivt. Sidenhen kom JetBlue på banen og forhøjede i flere omgange sit tilbud for at forhindre fusionen og i stedet blive førstebejler til Spirit Airlines.

Disse bestræbelser er nu omsider lykkedes, og dermed kan der skabes grundlaget for et flyselskab, der i 2019 tilsammen transporterede 64,6 millioner passagerer, hvilket vil blive det femtestørste i USA og også i Nordamerika. Prisen er 3,8 milliarder dollars, eller hvad der svarer til næsten 28 milliarder kroner.

“Vi er glade for at levere denne overbevisende kombination, der sætter turbo på vores strategiske vækst, hvilket gør det muligt for JetBlue at bringe vores unikke blanding af lave priser og enestående service til flere kunder på flere ruter,” siger Robin Hayes, koncernchef i JetBlue.

Får rådighed over 458 fly
De to selskaber hævder i en pressemeddelelse, at antallet af rejsende siden 2019 er vokset til årligt 77 millioner passagerer.

JetBlues overtagelse af Spirit Airline øger væksten med 1.700 daglige flyvninger til flere end 125 destinationer i 30 lande, og det er især i Fort Lauderdale, Orlando, San Juan og Los Angeles, at overtagelsen vil give effekt. Men der vil også blive betydeligt vækst i de store hubs i Las Vegas, Dallas, Houston, Chicago Detroit, Atlanta og Miami, hvor Big Four-konkurrenterne i dag er stærkt repræsenteret.

Samlet kommer de to selskaber efter fusionen til at råde over 458 fly samt en ordrebog på 300 fly hos Airbus. JetBlue disponerer flere end 280 fly af typerne Airbus A220, A320, A321 samt Embraer ERJ-190, mens Spirit Airlines har op imod 180 fly til rådighed fordelt på Airbus A319, A320 og A321. Det er således et godt match på flådesiden.

“Vi er begejstrede for at forene os med JetBlue gennem vores forbedrede aftale om at skabe den mest overbevisende nationale lavprisudfordrer til de dominerende amerikanske luftfartsselskaber, og vi ser frem til at samarbejde med JetBlue for at afslutte transaktionen,” siger Ted Christie, koncernchef i Spirit Airlines.

De to selskaber vil fortsat operere uafhængigt af hinanden frem til afslutningen af handelen, der ventes at være tilendebragt senest i første kvartal af 2024 efter myndighedernes godkendelse. Det nye selskab får hovedkontor i New York, og det vil blive ledet af Robin Hayes, der i dag er koncernchef i JetBlue.

 

Relaterede artikler:

Konsolideringsbølge hos amerikanske flyselskaber

Skaber USA’s femtestørste flyselskab gennem fusion

JetBlue-topchef: Flyskam på vej til USA