Ethiopian Airlines modtog i slutningen af juni 2016 sit første af i alt 14 Airbus A350-900 langdistancefly. (Foto: Airbus)

Afrikanere: Vi kommer til Oslo i 2017

Afrikas eneste overskudsgivende større flyselskab forventer næste år at åbne en rute til Oslo.

I det seneste års tid er Københavns Lufthavn og Stockholm Arlanda løbet med de fleste nye langruter i kappestriden mellem Skandinaviens tre største lufthavne. Nu tyder noget på, at Oslo Gardermoen næste år får et lille plaster på såret. Det er Star Alliance-medlemmet Ethiopian Airlines, der har planer om at åbne en rute fra Etiopiens hovedstad Addis Ababa til Oslo i løbet af 2017.

Det fortæller Ethiopian Airlines’ direktør, Tewolde GebreMariam, i et interview med Routes Online.

Dermed ser Københavns Lufthavn ud til at blive taberen i spillet om at lægge asfalt til Ethiopian Airlines’ anden skandinaviske rute. Ethiopian Airlines fløj regelmæssigt til Københavns Lufthavn indtil 2003, hvor ruten rykkede til Stockholm Arlanda. Selskabet har gennem flere år vaklet mellem Oslo Gardermoen og Københavns Lufthavn som sin skandinaviske destination nummer to. Enten som en trekantrute sammen med Stockholm Arlanda eller som selvstændig rute eventuelt med mellemlanding i Wien.

Hvis man skal tro selskabets direktør, så ender Oslo Gardermoen med at trække sig sejrrigt ud ad af kappestriden med Københavns Lufthavn. Som Star Alliance-medlem kunne det umiddelbart give god mening for Ethiopian Airlines at flyve til Københavns Lufthavn, der er Star Alliance-kollegaen SAS’ primære trafikknudepunkt. Men omvendt så bor der langt flere etiopiere og efterkommere i Norge end i Danmark.

Eneste med overskud
På listen med planlagte ruteåbninger i 2017 står ifølge GebreMariam også ruter til Jakarta, Hanoi, Singapore og Chengdu i Asien, Genève i Europa samt Chicago og Houston i USA.

Ethiopian Airlines er det eneste større overskudsgivende flyselskab på det afrikanske kontinent. Flyselskabet var første afrikanske operatør af Boeing 787 Dreamliner-flyet, ligesom selskabet fornylig modtog det første Airbus A350-fly på afrikansk jord.

Selskabet har i alt 34 langdistancefly og yderligere 13 Airbus A350’ere og otte Boeing 787’ere på vej. Dermed får Ethiopian Airlines ekstra kapacitet, som giver mulighed for at åbne nye ruter.

 

 

Relaterede artikler:

Afrikanere ser på Dreamliner-rute til CPH

Star Alliance-medlem fravælger Danmark