Air Canada reducerer afgange før åbning af København-rute

Fredag den 25. juni er planlagt til første afgang på Air Canadas rute fra København til Toronto. Ruten skulle have været daglig, men allerede inden starten er ruten blevet beskåret til 5 ugentlige afgange.

Når Air Canada efter planen åbner en rute mellem København og Toronto den 25. juni, bliver det ikke første gang, at selskabet er at finde i Københavns Lufthavn. Selskabet har tidligere opereret på ruten mellem København og Toronto fra maj 1999 til slutningen af september 2001. Et nyt forsøg blev gjort i maj 2003, men ruten lukkede igen ved årets udgang.

Men allerede inden det canadiske selskab har taget hul på det tredje forsøg, er der blevet skåret i fartplanen. Ruten er netop blevet reduceret fra daglige afgange til fem ugentlige afgange. Det er afgangene fra København på onsdage og torsdage, der er blevet fjernet.

Den nye rute vil blive opereret med en Boeing 767-300 ER med plads til 211 passagerer, heraf 24 på Executive First med de komfortable “lie-flat bed suites“.

FraToronto er der gode muligheder for videreforbindelser til byer som Halifax, Montreal, Calgary og Vancouver, men også til en række destinationer i USA.

Air Canada har særlige relationer til dansk luftfart, idet Vagn O. Sørensen er bestyrelsesmedlem i det canadiske luftfartsselskab. Vagn Sørensen er tidligere vicekoncernchef i SAS, tidligere CEO i Austrian Airlines og nuværende bestyrelsesmedlem i Cimber Sterling.

Med mere end 31 mio. passagerer årligt er Air Canada det største luftfartsselskab i Canada. Selskabet, der er medlem af Star Alliance sammen med SAS, flyver til mere end 170 destinationer over hele verden.