Air France har introduceret Business Class på selskabets indenrigsflyvninger. Foto: Air France

Air France med Business Class på indenrigsflyvninger

Air France introducerer Business Class på sine indenrigsflyvninger fra begyndelsen af februar. Det bliver muligt at vælge mellem tre forskellige billettyper.

Kunderne hos Air France kan fremover vælge at rejse på en helt ny kabineklasse på selskabets indenrigsflyvninger.

Det franske flyselskab har besluttet at indføre Business Class på flyvningerne rundt i Frankrig. Air France åbnede torsdag for salget af disse billetter, og rejser kan foretages fra den 4. februar. Air France bliver det eneste flyselskab i Frankrig, der tilbyder Business Class på indenrigsflyvningerne fra Paris-Charles de Gaulle, Paris-Orly og de franske regioner.

Der kan vælges mellem tre forskellige billettyper til Business Class på indenrigsflyvningerne. Business Leisure indebærer en ikke-refunderbar billet, der kan ændres mod et gebyr på 70 euro (520 kroner, red.). Med Business Flex får man en refunderbar billet, der kan ændres uden ekstra omkostninger. Business Abonné indebærer en refunderbar billet, der kan ændres uden ekstra omkostninger, ligesom der er mulighed for at tage en tidligere eller senere afgang.

Air France-kunderne vil kunne drage fordel af særlige tjenester som eksempelvis SkyPriority i lufthavnene. Det indebærer dedikeret check-in og bagageaflevering, prioritetskøer ved sikkerhedskontrol og paskontrol, prioriteret boarding, prioriteret kø ved transfer-skranker samt prioriteret bagageudlevering.

Tilladt bagage på Business Class er to stykker indchecket bagage på 32 kilo, mens det er muligt at medbringe 18 kilo i kabinen ved hjælp af to tasker.

Modstridende initiativer
At Air France introducerer Business Class på sine indenrigsflyvninger kan virke besynderligt. Fra den 1. januar 2020 besluttede flyselskabet at gøre alle 450 daglige indenrigsflyvninger CO2-neutrale. Herudover har Air France et erklæret mål om at reducere sine CO2-emissioner med 50 procent per passagerkilometer i 2030 sammenlignet med 2005.

Da rejser på business class i forhold til economy class repræsenterer 50 procent større CO2-udledning per passagerkilometer, har Air France umiddelbart udfordret sig selv med et ikke-klimavenligt initiativ i kampen for at nå de ellers ambitiøse klimamål. Air France vil i øvrigt CO2-kompensere gennem deltagelse i projekter i Brasilien, Peru, Kenya, Indien og Cambodja.

”Dette frivillige initiativ med at CO2-kompensere er en del af Air Frances globale forpligtelse til at reducere sit miljømæssige fodaftryk gennem sin flådefornyelse, sin pilotpraksis og sit partnerskab med SolarImpulse-stiftelsen med det formål at udvikle bæredygtige løsninger til luftfart,” skriver Air France i pressemeddelelsen om CO2-kompensationen på indenrigsflyvninger.

Wizz Air vil forbyde business class
Koncernchefen for det hurtigt voksende Wizz Air, Jozsef Varadi, udtalte i november 2019, at han mener, at business class bør totalt forbydes på flyrejser med under fem timers flyvning.

”Business class bør forbydes. Branchen er skyldig i at bevare en ineffektiv og arkaisk model. Det er på høje tid at tænke anderledes, og vi opfordrer vores flyselskabskolleger til at forpligte sig til et totalforbud mod business class for enhver flyvning på under fem timer,” sagde han til The Telegraph.

Også Norwegian vicekoncernchef, Geir Karlsen, har lagt fokus på business class og dens større CO2-udledning. I en nytårskommentar på CHECK-IN.dk skrev han, at flyselskaber med business class udleder en tredjedel mere CO2 per flyvning, og at flyviden er at droppe business class på især korte ture.

 

Relaterede artikler:

Air France-indenrigsflyvninger bliver CO2-neutrale

Flyselskabsdirektør: Business class bør forbydes

SAS reagerer på klimaangreb fra Norwegian