Air India benytter Boeing 787-Dreamliner på mange internationale ruter.

Air India kan være på vej til CPH

Air India er tæt på at beslutte sig for om selskabet skal åbne en ny rute til Skandinavien. Valget står mellem København og Stockholm.

Efter adskillige års tilløb tyder meget på, at Air India nu er inde på opløbsstrækningen med hensyn til at beslutte sig for om de skal flyve fra Delhi til Skandinavien.

”Det vi hører er, at Air India snart beslutter sig for hvad de gør med Skandinavien,” siger kommunikationsrådgiver Lars Lemche fra Københavns Lufthavn.

Samme toner lyder fra Swedavia, der blandt andet driver Stockholm Arlanda-lufthavnen. Her forventer man også en Air India-beslutning inden længe. Ifølge flere kilder kommer beslutningen med stor sandsynlighed i år og måske allerede på denne side af sommerferien.

Tunge koncerner i ryggen
Hvis Air India vælger at åbne en rute fra Delhi til Skandinavien, så kommer valget til at stå mellem Københavns Lufthavn og Stockholm Arlanda. Og umiddelbart må Københavns Lufthavn vurderes at have de stærkeste kort på hånden. Primært fordi CPH stadig er SAS’ største trafikknudepunkt, hvilket giver gode forbindelser videre ud i Skandinavien og Europa. Air India blev sidste år medlem af Star Alliance, som SAS var blandt stifterne af og stadig er et aktivt medlem af.

Stockholm Arlanda har omvendt en række store rejsetunge svenske erhvervskoncerner i ryggen.

Air India er ikke det eneste oversøiske Star Alliance-selskab, der lige nu overvejer at føje Københavns Lufthavn til rutekortet. Som CHECK-IN.dk kunne fortælle for to uger siden, så gør man sig de samme overvejelser hos Ethiopian Airlines. Også her er det Stockholm Arlanda, som Københavns Lufthavn er oppe imod. Ethiopian flyver i dag mellem Addis Abeba og Stockholm, men overvejer at skifte Stockholm ud med København.

Tomme pletter
Hvis både Air India og Ethiopian Airlines vælger Københavns Lufthavn, så vil det ikke blot lukke nogle af de største tomme huller på lufthavnens rutekort. Det kan også betyde endnu flere Boeing 787 Dreamliner-flyvninger til og fra lufthavnen på Amager. Begge flyselskaber er nemlig blandt de største operatører af drømmeflyet. I dag anvender Norwegian, Qatar Airways, Air Canada og Thomson Airways Dreamlinere på ruter til og fra København.

Hvis et eller begge selskaber vælger at satse på Arlanda, så kan Københavns Lufthavn finde trøst i, at de bliver den første lufthavn i Skandinavien til at få fast Airbus A380-betjening. Det sker når Emirates den 1. december indsætter Airbus A380-800 fly på sin rute mellem Dubai og København. Flyet er lige så stort som Emirates øvrige Airbus A380’ere, men der bliver på CPH-ruten tale om det første eksemplar med en ny 2-klasses kabine. Det betyder, at der bliver plads til 615 passagerer mod 517 passagerer i Emirates eksisterende A380’ere. Dermed får det passagerfly i verden med plads til flest passagerer sin debut i København.

Boeing 787 Dreamliner-fly fra Air India i London Heathrow Airport. Foto: John Taggart / Wikimedia Commons.