I de kommende år vil Air India opgradere 26 Boeing 787 Dreamlinere, der alle får helt nyt interiør. Herudover vil flyenes elektronik og andre kritiske komponenter blive opdateret.
En del af langdistanceflåden hos Air India skal opgraderes som en del af det retrofit-program til 400 millioner dollar (2,7 milliarder kroner, red.) , som selskabet har lanceret.
Air India er således gået i gang med en opgradering af selskabets i alt 26 Boeing 787-8 Dreamlinere, der har en gennemsnitsalder på 11 år; de ældste fly af denne type er 13 år. Det første fly, der har registrering VT-ANT, er fløjet til Boeings anlæg i Victorville i Californien i USA. Det næste fly følger efter i oktober, og begge forventes tilbage i drift i december i år.
Det forventes, at samtlige Dreamlinere er opgraderet i midten af 2027. Alle flyene får helt nyt interiør i en treklasses kabinekonfiguration; Economy, Premium Economy og Business Class.
Opgraderingen inkluderer helt nye sæder i hver kabineklasse, avanceret underholdningssystem (IFE), nye tæpper, gardiner, polstring, toiletter, galleys og andet. Alt sammen er i overensstemmelse med Air Indias nye standarder for produkt og kundeoplevelse, lyder det.
Opdaterer også flyelektronik
Som en del af et arbejde med at øge pålideligheden af de 26 Dreamliner-fly vil Air India desuden opgradere deres flyelektronik og andre kritiske komponenter til de nyeste industristandarder.
Programmet omfatter analyse af vedligeholdelses- og konfigurationsregistre for flyene, hvilket vil blive efterfulgt af implementering af anbefalede ændringer – baseret på Boeings servicebulletiner. Opgraderingen har til formål at reducere driftsforstyrrelser til glæde for både Air India og kunderne.
Syv af Boeing 787-8 Dreamlinerne vil desuden også gennemgå omfattende, planlagt vedligeholdelse (såkaldt D-check, red.) i Victorville for at styrke deres langsigtede driftsstabilitet.
Foruden opgraderingen af Boeing 787 Dreamlinerne vil Air India også opgradere interiøret i 13 af selskabets Boeing 777-300ER. Dette arbejde vil pågå fra begyndelsen af 2027 til oktober 2028.
A320neo-fly bliver opfrisket
Også 27 Airbus A320neo-fly er i gang med en stor opgradering hos Air India. Dette arbejde begyndte i september sidste år og forventes færdigt i september i år.
Indtil videre er 16 af flyene blevet opgraderet med helt nye kabiner, og flyene er gradvist blevet sat ind på vigtige indenrigsruter i Indien og på korte internationale ruter.
Air India råder samlet over 94 Airbus A320neo-fly, der har en gennemsnitsalder på fem år. De ældste fly af denne type i selskabets flåde er lidt over otte år gamle.
Relaterede artikler: