Bombardier Q400 fra airberlin.

Airberlin udfordrer SAS i Polen

Airberlin styrker sit rutenet af feederforbindelser fra Polen til trafikknudepunktet i Berlin. Dermed udfordrer selskabet SAS, der anser Polen for at være sit hjemmemarked.

Når sommerfartplanen for 2013 træder i kraft til marts bliver det med et udvidet antal airberlin-flyvninger fra Berlin til Polen. Ruten fra Berlin til Warszawa går fra to til tre daglige flyvninger på hverdage. Det samme gør ruten fra Berlin til Krakow, mens ruten til Gdansk fortsat vil blive befløjet to gange om dagen på hverdage.

Med optrapningen på de polske feederruter får airberlin 48 ugentlige flyvninger mellem den tyske hovedstad og Polen. Optrapningen er en udfordring af det polske luftfartsselskab LOT, men også af SAS, der ikke går af vejen for at betegne Polen som sit hjemmemarked på linje med Danmark, Norge og Sverige. SAS har således et finmasket net af feederruter fra polske byer ind til København, hvor der er forbindelse videre ud i Europa og verden. Den feedertrafik vil airberlin forsøge at gøre indhug i.

“Vi har strategisk revideret vores netværk til sommeren 2013. De tilpasninger er i tråd med vores fokus på øget effektivitet. Den vigtigste prioritet er at styrke synligheden af ​​flyselskabet i strategiske kernemarkeder som Central- og Østeuropa,” siger Hartmut Mehdorn, koncernchef for airberlin.

Til ”The Windy City”
I år regner airberlin med at 40.000 passagerer vil rejse på selskabets ruter mellem Berlin og de tre polske destinationer. Og forventningen er, at det tal bliver endnu højere. Samtidig med at airberlin øger antallet af polske flyvninger, åbner selskabet en ny rute fra Berlin til Chicago, som er en by med et meget stort antal polske immigranter.

Airberlin skal dog regne med hård konkurrence i kampen om at transportere polakkerne til ”The Windy City”. SAS flyver dagligt fra København, mens LOT flyver dagligt direkte fra Warszawa. Fra 16. januar sker det med spritnye Boeing 787 Dreamliner-fly.

For rejsende fra Polen, er der fra Berlin Tegel tilslutningsmuligheder med airberlin til op til ni destinationer i Tyskland, op til 41 destinationer i det europæiske rutenet og til syv destinationer i det interkontinentale rutenet. Disse omfatter Düsseldorf, München, Wien, Göteborg, Stockholm, København, Oslo, Barcelona, ​​Rom, Tel Aviv, Abu Dhabi, New York og fra den 23. marts 2013, også Chicago.

Selskabet blev født som lavprisselskab, men definerer i dag sig selv som netværksselskab med alt hvad dertil hører af fly i forskellige størrelser og medlemskab af en luftfartsalliance.